Spydpigen

Nutidens Mentalhygiejne

2012-02-29T18:15:00.006+01:00

På Snaphanen 28/2 fortalte psykolog Nikolai Sennels om - hvad han kalder -"den voksende specialpædagogiske industri". Dvs den tiltagende kriminalitet, der ledsages af institutioner og behandlingshjem for at få de kriminelle, narkomanerne og andre sociale tabere på ret køl med dyre behandlinger til mange hundrede millioner kroner. Det er ikke nyt. Det har stået på i over en generation, men de håndgribelige resultater har været sparsomme.

Mon ikke der skulde være en slags sammenhæng mellem "behandlerne" for 40 år siden og nu? Mon ikke de dyrker samme politiske ideologi i dag som dengang? Det tyder det da på.
Nicolai Sennels nævner en Benny Lihme i forbindelse med behandlingshjemmet Solhaven på Farsø. Han har siddet i dets bestyrelse i mange år og er redaktør af magasinet "Social Kritik".
Benny Lihme giver sig af med projektudvikling af pædagogiske tilbud især for mere aggressive unge.

Lihme underviste på den af Preben Møller Hansen 1974 oprettede kommunistiske "Tidens Højskole" (i -1987-). Han har skrevet en rapport om børn på institution for Socialforskningsinstituttet i 1977 sammen med den noget ældre Kurt Palsvig. Sidstnævnte var blevet sekretær i Landsforeningen for Mentalhygiejne få år efter, at han havde taget sin psykologexamen 1954, og sad i foreningens bestyrelse 1966-73 og kan således ikke være uvidende om de tvivlsomme og ulovlige tiltag foreningen stod for. Kurt Palsvig skulde blive kendt for sine overgreb mod Beckers Vietnambørn og den hårde behandling på de institutioner, han styrede.
Lihme var o. 1980 ansat på den alternative institution "Majgården" og arbejdede desuden i Galebevægelsen
Han sad i panelet ved MOF - Marxistisk Oplysnings Forbund`s narkohøring i Farum 1981 (økonomisk støttet af kommunen med 1200 kr.). Lihme er meget interesseret i pædagogik og kan umulig være uvidende om Solhavens hårdhændede metoder, som han måske har lært af Palsvig?

2012-02-29T17:36:00.000+01:00

På Snaphanen 28/2 fortalte psykolog Nikolai Sennels om - hvad han kalder - "den voksende specialpædagogiske industri". Dvs den tiltagende kriminalitet, der ledsages af institutioner og behandlingshjem for at få de kriminelle, narkomanerne og andre sociale tabere på ret køl med dyre behandlinger til mange hundrede millioner kroner. Det er ikke nyt. Det har stået på i over en generation, men de håndgribelige resultater har været sparsomme.

Mon ikke der skulde være en slags sammenhæng mellem "behandlerne" for 40 år siden og nu?
Mon ikke de dyrker samme politiske ideologi i dag som dengang? Det tyder det da på.
Nicolai Sennels nævner en Benny Lihme i forbindelse med behandlingshjemmet Solhaven på Farsø.
Han har siddet i dets bestyrelse i mange år og er redaktør af magasinet "Social Kritik".
Benny Lihme giver sig af med projektudvikling af pædagogiske tilbud især for mere aggressive unge.

Lihme underviste på den af Preben Møller Hansens 1974 oprettede kommunistiske "Tidens Højskole" (i -1987-). Han har skrevet en rapport om børn på institution for Socialforskningsinstituttet i 1977 sammen med den noget ældre Kurt Palsvig. Sidstnævnte var blevet sekretær i Landsforeningen for Mentalhygiejne få år efter, at han havde taget sin psykologexamen 1954, og sad i foreningens bestyrelse 1966-73 og kan således ikke være uvidende om de tvivlsomme og ulovlige tiltag foreningen stod for. Kurt Palsvig skulde blive kendt for sine overgreb mod Beckers Vietnambørn og den hårde behandling på de institutioner, han styrede.
Lihme var o. 1980 ansat på den alternative "Majgården" og arbejdede desuden i Galebevægelsen
Han sad i panelet ved MOF - Marxistisk Oplysnings Forbund`s narkohøring i Farum 1981 (økonomisk støttet af kommunen med 1200 kr.). Lihme har været bestyrelsesmedlem i Solhaven i mange år og redigerer Magasinet "Social Kritik", Han er meget interesseret i pædagogik og kan umuligy være uvidende om Solhavens hårdhændede metoder, som han måske har arvet fra Palsvig?

Her stopper min lille redegørelse for kampen om børnene 1969-1979

2012-02-27T15:34:00.001+01:00

Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.
Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.

I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?

I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivister, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder kunde blive ansat i kommunale og/eller statslige foretagender og derfra drive deres samfundsnedbrydning i samarbejde med politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering? Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.

I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?
Og hvordan kunde det gå til, at sådanne politikere fordulgt kunde gennemføre og inkorporere disse ændringer i samfundssystemet?Kære læsere.
Nu har jeg her skrevet en snes indlæg om, hvad der foregik mere eller mindre fordulgt i 70`erne, fordi det pludselig gik op for mig, at der naturligvis måtte være mange, der ikke kendte den kamp, der udspilledes om børnene. Om børnenes TARV, sagde man. Tarv var netop et glimrende nøgleord i dets totale mangel på præcison. Hvad er “tarv”? Forskellig fra barn til barn, fra tidsperiode til tidsperiode...............

Det drejede sig ikke om “tarv”. Det drejede sig om magt. Børn udgør og afgør fremtidens samfundssystem. Derfor er politikere gerne ude efter dem. Alle diktaturer sørger for at børnene indoktrineres i den herskede ideologi. Ønsker nogle politikere at ændre det bestående samfundssystem, så gælder det at få mulighed for at opdrage og påvirke ungerne.

I Danmark havde kommunisterne været engageret som frihedskæmpere mod Hitlers besættelsestropper. Krigen var nu forbi, men som Lenin sagde: Fred er krig med andre våben.
Den kolde Krig var i fuld gang med sin propaganda, ikke lige tydelig for alle, hvis ikke man havde øvelse i at læse mellem linjerne og lidt næse for psykologisk krigsførelse.
Mange synes, at ordet “revolution” er et meget stærkt ord, hvor man tænker på massakre eller guillotinen, men det betyder jo egentlig bare omvæltning. og behøver ikke nødvendigvis at være blodig.
68`ernes revolution var en revolution. Det gamle samfund skulde ud.

Psykolog Eggert Petersen var grebet af den samfundsnedbrydende ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde udtænkt og lod sprede gennem World Federation of Mental Health (i Danmark: “Landsforeningen for Mentalhygiejne”). Han lancerede den i et manifest, udgivet af Socialdemokratiet, hvis ledelse på dette tidpunkt havde bevæget sig over mod kommunismen. De vilde ikke nøjes med lidt korrektion af statsstyrets form. De trængte sig ind på familien, kernefamilien, grundstenen i ethvert samfund. De skar ind til benet, ind på livet af individet i hans bo. Individet skulde ikke bestemme over sig selv og familien. Forældremyndigheden skulde begrænses eller fjernes, forældre skulde ligesom skolelærere på holdningskurser, og børnene skulde opdrages af experter, pædagoger og psykologer. Jo, det var en omvæltning med hjælp fra tvivlsomme NGO-grupper som “BRIS” og Mentalhygiejnen, socialdemokratiets “Trivselsprogram” 1969 og videre til Småbørnskommissionen 1975 og det internatonale Børneår 1979.

Jeg blev faktisk chockeret, da jeg nu kikkede tilbage på 70`erne og genoplevede det. Hvordan var det muligt, at disse revolutionerende og naturstridige tanker på bare ti år nåede til tops i regeringen trods den brede befolknings tilsyneladende modvilje?
Hvordan kunde det ske, at aktivistgrupper, der brugte uparlamentariske og/eller ulovlige fremgangsmåder tilsyneladende arbejdede for politikere, der som deres medkombattanter sad i folketing og regering?
Og hvordan kunde det gå til, at disse politikere kunde godtage disse forhold og få de
fordulgt gennemførte ændringer inkorporeret i samfundssystemet?

19. Internationalt Børneår 1979

2012-02-24T21:06:00.000+01:00

Hvad forestiller det internationle børneårs symbol? - en dreng, der spiller bold i en strålekrans?

- en mor, der bøjer sig mod sit barn? Eller - ja, nu ser jeg det: det er en p æ d a g o g, som griber barnet!

Det Internationale Børneår begyndte teoretisk den 1.1.1979, men i praxis var det allerede i fuld gang efteråret 1978, efter at man den 16. maj i ubemærkethed havde oprettet et kontor under navn af “Nationalkomitè med social- og familieminister Eva Gredal som formand og med repræsentanter for ca. 100 organisationer, foreninger og offentlige myndigheder som medlemmer”. (Eva Gredal blev senere afløst som formand af Erling Jensen). Det praktiske arbejde udførtes af et arbejdsudvalg på 9 unavngivne personer og et sekretariat på 3 navngivne, der skulde udføre de “initiativer, som nationalkomitèen/arbejdsudvalget pålægger” dem.

Arbejdsudvalget besluttede straks at udgive tre ting:

1) en 8-sidet pjece om Børneåret og den organisatoriske opbygning i Danmark.

2) bladet “Børneårs-Nyt”, der skulde sendes til medlemmerne, “relevant” presse, biblioteker,

politikere, myndigheder, skoler, samt til særligt interesserede enkeltpersoner.

3) et aktivitetskatalog om de aktiviteter, som de tilsluttede organisationer agtede at gennemføre.

Det materiale, der udkom, talte sit tydelige sprog:

For det første måtte man undre sig over, at ikke bare alle kunde være med i den nationale komitè (som finansieredes af skatteborgerne), når det dog gjaldt vore børn.

Medlemsskabet i Nationalkomitèen var gratis, men man skulde “a n m o d e om optagelse”, som så evt. bevilgedes. Optagelse hindrede ikke, at man siden kunde blive "glemt".

Da man startede i maj 1978, havde man allerede 81 organisationer. Hvor kom de fra? Blev der sendt indbydelser ud under hånden? Eller var de “håndplukkede”? Af hvem? Efter hvilke kriterier?

Inden udgangen af juli var man blevet 97 interesse-organisationer, bl.a. et hav af stærkt venstre-styrede foretagender samt anarkistiske og venstreextremistiske grupper, men Gud bevares - også grupper af kristeligt tilsnit. Det var ikke ukendt taktik på venstrefløjen at inddrage upolitiske, humanitære, kirkelige grupper i deres fællesskab, godtroende mennesker, som man kunde manipulere. De skulde over for omverdenen borge for kvaliteten og umuliggøre enhver kritik udefra.

Men hvordan kunde en “nationalkomitè” i et land med parlamentarisk folkestyre være ganske eensidig? Udover partiet Venstre var der ingen andre borgerlige partier, som kunde tænkes at ville opponere mod alt det røde, hverken Centrumdemokraterne, Kristeligt Folkeparti, Konservativt Folkeparti eller Fremskridtspartiet.

Og man savnede borgerlige grupper som Forældrenes Børnekommission, ALS (Aktive Lyttere og Seere), Artikel 16-Udvalget, Forældreforeningen for narkoramte børn, Fulton, 20-Novembernævnet, DUE (De uafhængige Elever), LIV, L.I.B.E.R. (Landeværn Imod Børns EnsRetning), Børn-Forældre-Frihed og mange flere.

Havde de fået opfordring til at være med? Hvorfor ikke ?

Børneårs-Nyt nr. 1 levede helt og fuldt op til den kolossale overvægt af røde aktivistgrupper. Her var der overhovedet intet fra neutral humanistisk eller kirkelig side, ej heller fra nogen politisk borgerfløj.

Alt var bag en smuk kamouflage gennemsyret af den sædvanlige mentalhygiejniske forældre- og samfundsfjendtlige BRIS-ideologi, som psykiater Brock Chisholm havde prædiket.

Samfundet skulde ændres.

18. Børns Vilkår - Børn på Hospital

2012-02-23T20:22:00.005+01:00

Selvom BRIS, hvis formål det efter eget udsagn var at bekæmpe forældremyndigheden og enhver anden myndighed i samfundet, nu gennem sine mentalhygiejniske kontakter i regeringen havde fået sikret sin virksomhed fremover gennem Småbørnskommissionen, fortsatte den og dens støtteforening “Børns Vilkår” deres indsats. Men der kom også nye til med andre emner, andre synsvinkler. Strategi og mål var dog det samme: det gamle samfundssystem skulde væk, og hertil kunde man bruge børnene.

I begyndelsen af året 1978 var der et såkaldt “Forbrugermøde” på Gentofte Bibliotek med Dorte Bennedsen. De sociale forbrugergrupper gik under navn af “Social Rådgivning og Bistand” og havde samarbejde med Mentalhygiejnebevægelsen. Formålet var officielt at vejlede de sociale forbrugere.

En sådan “forbrugergruppe” kunde f.ex. være syge medborgere, der “brugte” hospitalerne.

Gjaldt det småbørn, så var det vigtigt, at forældre kunde være så meget som muligt hos deres syge barn. Man arrangerede et tribunal om “Børn på Hospital” sidste weekende i oktober 1978. Men det var som om at noget skulde forties i pressen: hvem stod bag? hvem var indbudt?

Interne, ikke almen-tilgængelige papirer forklarede intensionen: Sygdom - sygdom i al almindelighed - er et udtryk for, at den sygdomsramte - i dette tilfælde altså et barn - ikke er funktionsdygtigt i det miljø, vedkommende lever i. Med andre ord barnet bliver sygt, fordi der er noget galt med hjemmet og familien. Det måtte der gøres noget ved. Det skulde ske ved opfyldelse af en række punkter, hvor man med “specialuddannet personale” som det hed (psykologer, psykiatere?), og en “kontaktperson”, der skulde træde ind imellem barn og forældre, skulde varetage barnets psykiske behov og pleje.

Den holdningsbearbejdning, som psykolog Eggert Petersen tilrådede i et politisk program for socialdemokratiet 1969, skulde altså påføres børn når de var så ulykkelige at være væk fra far og mor en tid.

Hospitalsopholdet skulde udnyttes af pædagoger og psykologer.

Tribunalet “Børn på Hospital” var ligsom tribunalet “Vold mod Børn” 1976 arrangeret af BRIS-manden Frode Muldkjær.

Københavns Antssygehus i Gentofte skulde have lagt auditorium til, men i sidste øjeblik måtte man forlægge residensen til det nærliggende Kildegårds Gymnasium. Havde man fra hospitalets side fået betænkeligheder ved tribunalets eensidige venstreextremistiske linje?

I hvert fald kunde flytningen ikke skyldes pladsmangel som meddelt i pressen!

Der havde kun meldt sig et halvthundrede forældre, og resten af de ca. 500 deltagere var åbenbart rekrutteret fra pædagogkredse o.l. Ved indgangen blev de mødt af en demonstration, som - på baggrund af FN`s erklæring om Barnets rettigheder - imødegik BRIS-linjen med pjecer og plakater, bl.a. med vedstående slagord imod BUPL (Børne- og UngdomspædagogernesnLandsorganisation).

Bris-manden Frode Muldkær åbnede mødet. Han havde bedt sin journalistkollega, BRIS-pigen Annette Winding, som redigerede Politikens børneside “MiniPolitiken”, at fremtrylle læserbreve om børns hospitalsophold. Der var imidlertid først nu kommet et godt brev: det vilde blive trykt på søndag, men han havde en kopi. Det var fra “Mette, 10 år”, som således anonymt kunde tjene Muldkjærs sag ved at fortælle, at der på hospitalet havde været sådan en sød pædagog.....

_________________

l l Illustrationen med drengen på hospitalet er hentet fra en pjece fra

l Vi vil ikke have l "Forbrugerkomitèen Århus". Pjecen uddeltes af BRIS-folk på

l l tribunalet "Børn på Hospital" 1978.

l Børn l

l Under l

l Politisk l

l Ledelse l

l l

l________________ l

17. Jeres Børn er ikke jeres Børn

2012-02-22T21:30:00.003+01:00

Nu gjaldt det for Småbørnskommisssionen, som faktisk - uden folks vidende var kommet til verden gennem politisk uparlamentariske røde grupper - at blive accepteret af befolkningen.

Mange naive mennesker troede, at det handlede om børns tarv. De så ikke at det drejede sig om magt og om fremtidens samfundssystem. Det var under Den Kolde Krig og tiden var fuld af propaganda og indoktrinering.

Som nævnt oprettedes der studiekredse om emnet. Skåret ud i pap var spørgsmålet: Skulde børnene opdrages af staten eller af forældrene?

Småbørnskommisssionen udsendte en debatpjece “Småbørn i Danmark”, der tog udgangspunkt i et ægyptisk digt “Jeres Børn er ikke jeres Børn” - en uhyrlig provokation mod forældre. Søren Krarup stiftede foreningen “Forældrenes Børnekommission”, som svarede igen på provokationen med “Vore Børn er vore Børn”. Han analyserede tanker og forslag i regeringens to børnepolitiske initiativer: Undervisningsministeriets Skolestartsudvalg og Kulturministeriets Børnekulturudvalg.Desuden blev Bistandslovens procesform vedrørende tvangsfjernelser og andre “hjælpeforanstaltninger uden samtykke” skarpt angrebet som en trussel mod retssikkerheden, ligesom man pegede på, at den gensidige underretningspligt mellem offentlige myndigheder, skoler og praktiserende læger om klientens forhold gjorde tavshedspligtern illusorisk.

Endelig indholdt debatheftet “Vore Børn er vore Børn” et indlæg om den generelle fare for ensretning i et expertstyret,samfund, samt en rapport fra en hjemmegående husmor, der tog til genmæle mod den dom, Socialministeriets Børnekommissions næstformand, Agnete Engberg havde afsagt over hendes medsøstre som “underskudsmennesker”, der ikke magtede opdragelsen af deres egne børn.

Debatpjecen var forsynet med Gerda Nystads satiriske tegninger med egne hvasse kommentarer.

16. Småbørnskommissionen lægger ud

2012-02-21T19:01:00.002+01:00

Statens Småbørnskommission var altså nu en realitet. Født i dølgsmål eller om man vil: lusket ind ad bagdøren af en 5. Kolonne. Det var jo det, BRIS var, en 5. kolonne, der vilde bekrige forældrene for frit at kunne påvirke børnene og ad den vej skabe det samfund, de vilde have. BRIS-aktivisten Ole Lindboe skrev det selv i bogen “Noget om alternativ pædagogik” 1973:

“Om nødvendigheden af at praktisere alternativer, infiltrere systemet, lave 5. kolonne virksomhed eller hvad du nu ville kalde det, skal der ikke her argumenteres for. Det turde utvetydigt fremgå ved at læse videre frem. Det vil nemlig fortælle dig, at det har kunnet nytte.
Og at det kan og skal nytte.”

Det var Ole Lindboe, der tegnede BRIS ved henvendelsen til Folketinget i 1973 om at få oprettet en Småbørnskommission. Og fik hjælp af Eva Gredal, som var med i samme lurvede Mentalhygiejnebevægelse som han selv.

At BRIS nu ved Eva Gredal havde fået luret staten til at gå videre med deres marxistiske virksomhed gennem Småbørnskommissionen betød på ingen måde, at BRIS lukkede forretningen. Men modstanden mod venstreorienteringen tog til.
Valgresultatet i februar 1977 førte til en ministertaburet til Lise Østergaard. Hun var ikke medlem af socialdemokratiet, men blev hentet ind. Hvad skulde hun? Uden portefeuille. Dermed fik BRIS-ideologien en ministerpost mere, uden at nogen bemærkede de sære forhold, der lå bag. Man talte om ”en ny socialdemokratisk mindretalsregering”. NEJ! BRIS’s og Mentalhygiejnens ideologi var i virkeligheden ikke socialdemokratiets. Den var noget andet, noget udefra og noget på tværs – . BRIS erkendte åbenlyst i sit program, at det lå langt ude til venstre for socialdemokratiet, at de var en pressionsgruppe og ønskede at være en 5. kolonne, og at deres mål var at ændre det danske samfund. De arbejdede dels gennem lukkede grupper som aktivister og dels gennem folk i nøglestillinger, der bevidst eller ubevidst lod sig bruge.
I 1977 udkom også Søren Krarups bog “Forsvar for Familien” på Gyldendal, hvor han tog kampen op mod “Småbørnskommissionen”. Det var et lyspunkt, at der åbenbart også var noget godt at sige om forældre. Forældre (der jo ikke var/er organiserede) følte sig givetvis trængt af de magftfulde marxistiske fagforeninger og mentalhygiejniske grupper, som nedgjorde dem og hævdede, at de derimod vidste alt om børn. Krarups bog havde tilmed den dristighed at gå i rette med “børneexperterne” og drage deres egnethed i tvivl.

Børnekommissionen udgav snart en studiepjece om “Småbørn i Danmark”, og oplysningsforbundene opfordrede forældre til småbørn til at melde sig til studiekredsene og gøre deres indflydelse gældende. Det borgerlige “Folkeligt Oplysningsforbund” (F.O.F.) brugte selve ministeriets studiepjece som materiale.

Arbejdernes Oplysningsforbund (A.O.F.), som jo står socialdemokratiet nær, udarbejdede derimod selv studiemateriale, et duplikeret debathefte, kaldet “Hvad vil de dog med børnene?” redigeret af Lone Dybkjær og Erik Stubtoft.
Man henviste til teksten i Ritt Bjerregårds nye skolelov (paragraf 2 i lov nr. 313 af 26. juni 1975) om “Samfundets forpligtelse og målsætning for barnets oplæring og opdragelse i skolealderen” og antydede lidt fordulgt, at noget lignende burde tilstræbes i førskolealderen.

Lise Østergaard, som var børnekommissionens første formand udtalte: “Det er blevet børnekommissionen pålagt at vurdere samfundets forpligtelse over for barnet i årene før skolealderen - - -” (videre hedder det:) “Det er glædeligt, at man med nedsættelse af denne kommission understreger en politisk vilje til at beskytte den tidlige barndom”.
Er det ikke en ualmindelig grov foragt for forældres egnethed og evner til selv at varetage forpligtelsen og beskyttelsen af deres børn?

Agnete Engberg, formand for det såkaldte “Skolestartudvalg” var helt ude på overdrevet. Hun mente, de unge familier mere eller mindre var ladt i stikken af samfundet; det er belastende at være forældre; at samfundet burde have bedre råd til at tage sig af de børn, vi har. Hun troede minsandten, at folk generelt var meget forvirrede. Det var ikke store tanker, fruen nærede om tidens forældre. Efter min bedømmelse virkede hendes postulater noget forhastede. Hun sagde: “Vi må gøre os klart, at det er belastende at være forældre. Vi har en depression med arbejdsløshed, og fra 30`erne ved vi, at i sådanne situationer nedsættes folks lyst til at formere sig. Det hænger sammen med en utryghed ved fremtiden, men også med andre ting”.
(....)

Det foranstående var tænkt som en smagsprøve på indholdet i A.O.F.`s debathefte. Der er også indlæg af Eva Gredal og Oluf Palme m.fl. Lad mig slutte med et lille udpluk fra Erik Stubtofts bidrag: “Arbejderbevægelsen har altid erkendt et stort medansvar for at give børn og unge gode opvækstmiljøer og rimelige muligheder for aktiviteter”. Det er uklart for mig, hvad Stubtoft mener med “Arbejderbevægelsen”, dog aner jeg noget afgrænset - - - noget selvforherligende. Stubtoft slutter således: “Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvordan disse problemer søges løst. Det kan jo nemlig gøres på mange måder. Vi anser dog grundlaget for løsninger, der bygger på den demokratiske socialismes idègrundlag, som de absolut bedste”. Dèr slap det ud, demokratisk socialisme - - - det er denne politiske vanskabning A.O.F. skal sælge. Staten vil gerne have en slags overforældremyndighed over vore børn.

Derfor forældre pas på! I ikke bliver den skare politikerne har brug for, når de siger: “Der er forståelse i befolkningen for.....” Thi fagre ord talte de med liste, fagre ord mangt et hjerte friste, fagre ord.

Marianne Breed, Rødovre
(Hendes let forkortede læserbrev er trykt i tidskriftet AKTION nr. 7,1977)

*) Ole Lindboe, f.1948, examen som børnehavepædagog 1970 og en tid ansat ved en lilleskole. Underviste i almen pædagogik på Holte Børnehaveseminarium. En tid redaktør af det marxistiske tidsslrift “Unge Pædagoger”. Har skrevet mange artikler om socialpædagogik. Kommentator ved BUPL`s blad “Børn og Unge”. Bog- og BørneTV-anmelder på Information og skribent ved det socialistiske “Søndagsbladet” (en presse-døgnflue i 1974). Aktiv i BRIS og en tid medredaktør af BRIS-bladet.

*) BUPL, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, turde være almen kendt i Danmark som en meget stor fagforening under stærk kommunistisk påvirkning, hvor lederne gerne medlem af DKP.
BUPL`s blad, “Børn og Unge” var naturligvis i overensstemmelse hermed, og gjorde absolut sit til, at mange pædagoger blev påvirket af kommunistiske idèer, som de videremanøvrerede til børnene.

15. BRIS vandt - takket være politikeres uvidenhed og ligegyldighed.

2012-02-20T11:56:00.002+01:00

BRIS-ideologien (=den mentalhygiejniske ideologi fra psykiater Brock Chisholm. Se Spydpigen 8 i denne aktuelle serie om Mentalhygiejnen) vandt en afgørende, skæbensvanger sejr - og den personlige frihed et dundrende nederlag, da Statens Småbørnskommission i al stilhed var blevet nedsat af Eva Gredal ved hjælp af BRIS og med en del mentalhygiejnikere. Psykolog Lise Østergaard, der som nævnt var nært knyttet til Eggert Petersen og Eva Gredal, blev formand. Hun afløstes snart af tidligere MF, civilingeniør Lone Dybkjær. Hun gav i TV udtryk for, at forældre skulde have bedre mulighed for at være sammen med deres børn. (Ja, når staten overtager forældremyndigheden....!)

Småbørnskommissionen bestod af en hovedkommission og 4 delkommissioner (udvalg). Nogle af kommissærerne havde allerede været med i den i 1973 af BRIS anbefalede forskergruppe og i BRIS-tribunalet i Ballerup.

I hovedkommissionen sad foruden Lone Dybkjær følgende personer:
undervisningsinspektør Agnete Engberg Helmstedt. Hun synes at have været primusmotor til kommissionen. Hendes mand var naturligvis specielt interesseret, thi – som rektor for et børneforsorgsseminarium – sad han i rektorforsamlingen for alle landets børneforsorgsseminarier og skulde varetage forsorgspædagogernes interesser, sådan som også deres fagorganisation BUPL gjorde det. Ved henvendelse til regeringen i 1973 anbefalede rektoren naturligvis varmt sin kone.
Om Agnete Engbergs mentalhygiejniske linje hersker der ikke tvivl. Hun har bl.a. i ”Uddannelse” 1971 nr. 9 røbet sin holdning: ”Adskillige mennesker har endnu den opfattelse, at f.eks. børneopdragelse kan udføres af enhver.” Men sådan var det ikke - efter Agnete Engbergs mening. Hun nedvurderede ganske almindelige menneskers evne til at opdrage eget afkom, skønt de dog – grundet det nære slægtskab og samliv – burde have særlige forudsætninger. ”Vi-alene-vide”-mentalhygiejnikere må man vogte sig for. De lader hånt om, at psykologi alene kan fungere som statistisk videnskab. De tror, at de på universitetet har fundet de vises sten til lykkens evangelium for hele menneskeheden, og de er så besjælet af denne tro og så skråsikre i deres ophøjede viden, som kun en ægte fascist, kommunist, nazist i partiet eller en missionær i Columbus’ kølvand kunde være det. Uden respekt for anderledes tænkende.
Agnete Engbergs holdning var klar: "Vi experter alene vide". Læs evt. Peder Hoves bog "Der hænger han" og Søren Krarups "Forsvar for familien".

Her fortsætter listen over hovedkommissionens medlemmer:
Henning Friis, direktør for Socialforskningsinstituttet, som i en lang årrække sad i repræsentantskabet for
Landsforeningen for Mentalhygiejne og siden i "Landsforeningen Sindslidendes Vel".
Helle Degn, MF, lærer. Var med til at udforme socialdemokratiets narkodebatoplæg i 1972, som let fordulgt gik ind for fri hash.
Poul W. Perch, psykolog, undervisningskonsulent i Socialstyrelsen. I en årrække med i forretningsudvalget i Landsforeningen for Mentalhygiejne, hvis politiske ideologi han da næppe kan have været uvidende om. Med i folketingets narko-kontaktudvalg og derved medansvarlig for dette udvalgs virke.
B. Zachau-Christiansen. dr.med., overlæge ved Rigshospitaletsvpådiatriske afdeling - ønskede forældreuddannelse !
Grethe Bjerregaard, porcelænsmalerinde på den Kgl. Porcelainsfabrik, en tid tillidskvinde, tog sin afsked 1976, derpå højskolelærerinde på Tvind-skolerne.
Lis Møller, TV-reporter, tidl. MF, gift med fhv. minister Poul Møller. Meget positiv over for Eva Gredal. Valen over for Christiania. Brugbar naiv?
Inga Sørensen, børnehavelærerinde.
Jacob Vedel-Petersen, psykolog, forskningsleder på Socialforskningsinstituttet. Stod bag Christiania-Ægypten-projektet i 1974 (se tidsskriftet AKTION nr. 1, 1974). Sad i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejne, da dens politiserende virke og pengetransaktgioner blev afslørede.
Kirsten Poulsgaard, psykolog, medforfatter til bogen "Børnemarked", fra Forlaget Borgen 1976, og "Børnehaven" fra Studenterrådets Forlag 1973, samt bøger om Basil Bernstein og Yvonne Levy.
Erik Vølund Mortensen, cand.jur.i Socialministeriet, har skrevet en del om sociallove.

De 4 delkomissioner eller udvalg bestod hovedsagelig af embedsmænd fra diverse administrative myndigheder. Navnene findes i tidsskriftet AKTION nr. 5, 6 og 7 i 1977 og nr. 1, 1978.

Det første udvalg havde til opgave at behandle "familiepolitiske foranstaltninger".

14. BRIS fortsat

2012-02-19T15:45:00.006+01:00

Det lykkedes som sagt ikke for journalist Erik Nørgaard at nedgøre Søren Krarup i TV-programmet "Bytinget" angående spørgsmålet "Forældreopdragelse" contra "statsopdragelse". Nørgaard fik ikke
skabt fordømmende forargelse over "revselsesretten", skønt man havde anstrengt sig for at manipulere med sproget og give ordbegreberne nye og langt rummeligere rammer.

Efter Bytinget fulgte så “BRIS-tribunalet i Ballerup” om "Vold mod Børn" september 1976. Det var tilrettelagt af tidligere nævnte BRIS-mand Frode Muldkjær* med Mentalhygiejnikere og BRIS-folk i panel og publikum: Tine Bryld, Ester Facius, Sven Heinild, Birgitte Oxdam, Egon Clausen osv.
Her var det, at mentalhygiejniker Henrik Sidenius forklarede, at også væggenes farve i Børneværelset kunde være "vold". (Orddefinitionen på vold blev således efterhånden til: alt, hvad jeg ikke kan lide, er vold mod mig!).
Selvom "tribunalet" - naturligvis - kom til det ønskede resultat, at forældremyndigheden måtte indskrænkes og revselsesretten væk, havde det næppe den effekt i "den offentlige mening", det skulde have haft. Bytingets udfald havde taget brodden af det, skønt de venstreorienterede journalister gjorde deres bedste for at bakke sagen op i massemedierne.
Indlæggene fra mødet brugte Muldkjær i sin bog "Med Børn skal man Land bygge" 1977.

Frode Muldkjær benyttede i øvrigt tribunalet til at oprette et støttefond for BRIS, kaldet "Børns Vilkår". Det skulde "støtte grupper eller enkeltpersoner, som sætter focus på eller skaber debat om børns livsvilkår. Støtten ydes som økonomisk bistand eller som konsulentbistand".

Da BRIS i sin tid sneg sig ind på skoler og uddelte pjecer til børnene om, hvordan man kunde løbe hjemmefra og få støtte dertil af det offentlige, blev de skarpt imødegået af store dele af pressen og mange politikere. På Christiansborg strøg man den direkte bevilling til BRIS, hvilket dog ikke var ensbetydende med, at de ikke kunde få offentlig støtte ad omveje. De kunde benytte moderforeningen, Landsforeningen for Mentalhygiejnes velindarbejdede kanaler og nøglepersoner (såvel "bevidste" som "brugbar-naive").

Det nye støttefond, "Børns Vilkår", skulde yde økonomisk bistand og konsulentbistand. De oprettede en pris, kaldet "Peter Sabroe-Prisen", på 5000.- kr. Den uddeltes første gang til Todesgade-aktionen i Den sorte Firkant på Københavns Nørrebro. (Byrådet havde besluttet at nedlægge en børneinstitution i Todesgade, hvilket fremkaldte et mægtigt opbud af venstreorienterede til ballade med lovstridige indslag.)

Prisen overraktes til Nina Bülow af læge Sved Heinild.

Noter:
*) Frode Muldkjær havde været befalingsmand i hæren, men lod sig siden som militærnægter slette af lægdsrullen. Havde han mon studeret psykologisk krigsførelse i hæren, eftersom han gik med i BRIS? Han uddannede sig til journalist og underviste i journalistik og samfundsfag ved Try Højskole ved Dronninglund. For ham var et af hovedmotiverne til at få børn, at "Barnet kan bruges til fysisk og psykisk afreagering" som han skrev. Ligesom BRIS hævdede han - i strid med sandheden - at "barnet har ingen rettigheder". Det kom dog frem engang, at meningen naturligvis var at lave samfundet om i en bestemt retning. Det var noget, som skulde til, hed det.

Ud fra en artikel af Flygtningehjælpens leder, professor i psykologi, Lise Østergaard (fot.) politianmeldte han journalist Henning Becker for at øve "vold" mod de vietnamesiske børn, han havde reddet ud af Vietnam i 1975.
Som tidligere nævnt havde man i BRIS og lignende mentalhygiejniske grupperinger travlt med at tolke ordbegrebet "vold". På Fiol-teatret udlagdes det f.ex. i bredeste betydning: det var "vold" mod børn, hvis bilerne parkerede på en P-plads ved boligkvarteret, som ungerne ellers kunde have spillet bold på. Hvilken "vold" man påstod, at Becker anvendte, hørte vi ikke, men da jeg med egne øjne så, at hans vietnambørn opførte sig langt mere disciplineret og ordentligt end danske børn på den tid, så bestod Beckers "vold" åbenbart i gammeldags opdragelse. Og hvordan skulde det også have været anderledes, hvis man i en krigssituation i et fremmed land skulde holde sammen på de ca. 200 børn? Becker blev ikke anklaget for noget. Men sagen var åbenbart, at han ikke var kommunist!

Muldkjærs anmeldelse var kærkommen i socialistiske kredse (og måske arrangeret i aftale med Østergaard?). Anmeldelsen førte til børneværnets og politiets overfaldsangreb på børnene. En skamplet på Danmark! Og protester fra Udlandet. Becker skulde fratages sin "forældremyndighed". Børnene skulde sendes hjem til Vietnam, mente Lise Østergaard.

13. Det forældrefjendske BRIS støttedes af ministre

2012-02-18T18:37:00.012+01:00

En avisnotits i oktober 1973 fortalte om en selvbestaltet forskergruppe, der – i lidt forblommet, men dog gennemskueligt sprog – opfordrede regeringen til foranstaltninger, der kunne føre til kontrol med familien og politisk opdragelse af børn. Såvel selve forskergruppen som dens anbefalere fra ”det psykologiske, sociale og medicinske område” viste stærk slagside til mentalhygiejniske og såkaldt venstresnoede kredse, mens forældre slet ikke var repræsenteret. På en skitse over et strukturprojekt for en eventuel småbørnskommission så man Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut nævnt som en vigtig faktor.

En måned efter kom der valg og ny regering. Ideen med en småbørnskommission blev skrinlagt, men derfor lå man ikke på den lade side. Jorden skulle gødes. PR i alle massemedier. Mentalhygiejnikere og BRIS-folk griflede løs. Teatre, film, radio og TV kørte i samme rille: forældre kunde ikke klare problemerne, de var isolerede, ukyndige og reaktionære – kort sagt umulige, mens børn var kuede og mishandlede. Bibliotekerne bakkede op på utallige måder, f.eks. med bogmærkerne ”Underkuet” og ”Børn har også ret”, hvor man – begyndende med BRIS-bladet – anbefalede en masse litteratur, der ikke levnede tvivl om hensigten.
Men samtidig var der en voksende modstand hos stadig flere forældre, der med ængstelse havde iagttaget og måske direkte følt, hvordan Mentalhygiejnikere og BRIS-folk forsøgte at bemægtige sig deres børn, hvad enten dette skete ved direkte påvirkning eller gennem den af Mentalhygiejnen løsslupne narkobølge, øldrikkeriet eller den stigende ligegyldighed over for traditioner, kultur, religion og livsholdning og over for næsten (hærværk, vold og anden kriminalitet). Mentalhygiejnens hele holdning tegnede sig klart, bl.a. som tidligere nævnt i professor Bonnevies lille spottende bemærkning på generalforsamlingen: Forældre i gamle dage troede, de kunde opdrage deres børn selv, disse kyllingemødre... men nu var man rigtignok kommet længere, havde fået eksperter...”
(Uviljen mod denne regeren over alt og alle viste sig senere ved kuppet i Landsforeningen for Mentalhygiejne i juni 1974, hvor seks borgerlige kom ind i foreningens bestyrelse. Dette kup gav nyt mod. Man fik tillid til, at man kunne øve modstand, at det endnu ikke var forsent. Det følgende år led Eggert Petersens Mentalhygiejniske Verdenskongres et øredøvende nederlag. Samtidig var der kommet så mange afsløringer frem om foreningens hele virke og dens umiskendelige sammenhæng med anarkistiske celledannelser som BRIS, Solvognen, Christiania o.l., at statsrevisoratet kom ind i billedet.)

I mellemtiden havde man atter fået ny regering I 1975, og i slutningen af 1975 udnævnte socialminister Eva Gredal* lige så stille lederen af Flygtningehjælpen, psykolog Lise Østergaard* til leder af den af BRIS og BRIS-ideologerne ønskede Småbørnskommission. Lise Østergaard og Gredal havde begge arbejdet nært sammen med psykolog Eggert Petersen i Studenterrådgivningen. Med Lise Østergaard skulde en socialistisk børnekommissionen have gode kort på hånden. Alligevel var det nær gået galt. Det skyldtes Beckers vietnamesiske flygtningebørn. De kom fra et kommunistisk land og skulde derfor sendes tilbage, mente Lise Østergaard.

BRIS, som ifølge sit program altid tager 100% parti for barnet – hvad enten dette har ret eller ej – imod forældre, skole eller anden myndighed, kneb her udenom og bekendte derved kulør: børn støttedes kun af BRIS, hvis de var imod forældrene og kunde udnyttes som revolutionære brikker imod kernefamilien. Men disse Vietnambørn hang med hele deres hjerte ved deres plejefar og brød sig ikke om kommunistisk overvågen (hverken dansk eller vietnamesisk). En mand fra BRIS – journalist Frode Muldkjær, der underviste i samfundsforhold på Try Højskole – anmeldte Becker for ”vold” ud fra en avisartikel af Lise Østergaard, og Becker-børnene udsattes for en uhørt brutalitet, fra børneværnets og politiets side. Børnenes hjerteskærende skrig gav mere genlyd i inden- og udenlandsk presse, end godt var for Mentalhygiejnen, BRIS og Flygtningehjælpen. Bl.a. tilbød borgmesteren i Nice at børnene kunde komme derned. I Danmark gjaldt det at dysse den pinlige sag ned, men Flygtningehjælpens juleindsamling blev det år en fiasko.

Den mentalhygiejniske PR fortsatte om forældres “vold”
Fra Bibliotekscentralen udsendte man en børne-pjece ”Snak om vold”, hvori det hedder: ”Forældre mishandler næppe deres børn af lyst, alligevel er børnemishandling ret udbredt. Når vi bruger ordet børnemishandling, mener vi dermed ikke alene den fysiske, korporlige mishandling i form af tæv, men ligeså meget det, man kalder den ufrivillige, tankeløse vold mod barnets sind og udviklingsmuligheder: ligegyldighed, manglende varme og ømhed, afvisning og tilsidesættelse af barnet, begrænsninger i dets udfoldelsesmuligheder, manglende stimulering osv.” Ud fra denne forklaring kan ingen sige sig fri for at have øvet vold. Hvor mange har ikke ind imellem været nødt til at ”afvise” et barn? Hvor tit har man ikke i en given situation måttet ”begrænse et barns udfoldelsesmulighed”?
Pjecen var i tråd med den af Socialstyrelsen (?) udsendte pjece ”Osse dit ansvar” (NB. Trykt uden angivelse af trykkested og ansvarlig redaktion!) Ifølge denne pjece skulde man anmelde naboer eller andre for vanrøgt af børn, og det forklaredes udtrykkeligt, at ”vanrøgt” også kunde være af ”psykisk art”, uden at man – naturligvis – kunde definere, hvad dette indebar.Var det forældres krav om, at barnet skulde gå i skole eller i seng eller læse lektier? Var det aftenbønnen eller psalmeverset? Ud fra sådanne luftige skøn kunde man anmelde Becker for ”vold”. Alle kunde anmeldes!
Hvis det passede ind i den mentalhygiejniske krig, der hærgede.

I en bibliotekspublikation fandt jeg disse linjer: ”Vold er ikke altid vold. Vi må lære at skelne og bruge volden rigtigt. Vi må lære at lede den ind i rigtige baner, hvor den er retfærdig. Så er vold nemlig ikke vold, men blot et nødvendigt middel.” - Det forklarede fremgangsmåden mod Becker-børnene!
Den 13. nordiske børneforsorgskongres (juni 1976) under Eva Gredals og Lise Østergaards auspicier sluttede med en begejstret udtalelse om, hvor dejligt der nu var i Vietnam efter befrielsen. Så glade børn som dér havde man aldrig set noget sted i verden.

PR-aktiviteterne tog til. Det var som om, man lagde op til noget ...
Mentalhygiejnikeren, journalist Erik Nørgaard, skulde i TV-programmet ”Bytinget” debattere revselsesret med sognepræst Søren Krarup. Søren Krarup vandt, men den harme, der bagefter lød fra alle mentalhygiejnikere, røbede den store skuffelse. Alle ved jo hvor dominerende TV er i forhold til alle andre massemedier. “Bytinget” med “statsadvokat” Nørgaard skulde have nedgjort Søren Krarup og fået seerne og den “offentlige mening” til at vende sig mod kernefaamilien, forældremyndighed, -pligt og -ansvar.

Noter:
*) Socialrådgiver Eva Gredal - set fra en anden vinkel.
Eva Gredal var et vigtigt medlem af Mentalhygiejnen. En årrække med i bestyrelsen og en tid redaktør af deres blad og kunde derfor ikke være uvidende om organisationens politiske hensigt og virke. Alligevel bevarede hun nærkontakt med den og blev så sent som i 1974 foreslået til bestyrelsen, omend forslaget ikke nåede frem til selve generalforsamlingen. Det var i hendes medlemstid, at Landsforeningen for Mentalhygiejne havde barslede med underafdelingen BRIS.
Eva Gredal røbede ikke noget til offentligheden om Mentalhygiejnens tvivlsomme virke, samfundsnedbrydning og korruption inden for socialsektoren: fordrejede, usandfærdige børneværnspapirer, Børnemagt, sagen om Vietnambørnene, "experimentet Christiania", den afsporede Kofoeds Skole, narkospredningen og narko"behandlingen" osv. osv.
Som andre mentalhygiejnikere skjulte hun sig under en masse undskyldninger eller påberåbte sig tavshedspligt. (NB tavshedpligten skulde vel egentlig beskytte borgerne og ikke socialsektorens og socialministerens handlinger?).

På Mentalhygiejnens vegne beklædte Eva Gredal en bestyrelsespost i Studenterrådgivningen (en ikke helt uvæsentlig nøglepost i samfundet) og arbejdede dèr sammen med psykologerne Eggert Petersen og Lise Østergaard samt læge Skovgaard Jensen. (Det var Eggert Petersen og Eva Gredal, som havde udarbejdet målsætningen for Rådgivningen).
Eva Gredals nære tilknytning til Mentalhygiejnens ledelse synes at være forklaringen på mangt og meget!
Den hypotese er ikke fjern, at de mentalhygiejniske kræfter bragte hende frem til en ministerpost, så de gennem hende kunde få del i udøsningen af skatteborgernes penge. Da vælgerne blev trætte af hende, blev hun alligevel kaldt tilbage til ministertaburetten.

Eva Gredal blev som minister grebet i sære finansdispositioner, som gav meget vrøvl i folketinget.
Hun forsøgte at klare frisag med breve til "Kære Per" fra kære Eva i en penibel sag med millionbeløb til Kofoeds Skole. (Eva Gredal og forstanderen på Kofoeds Skole, J. Lange Jacobsen, havde gået på socialrådgiverskole sammen). Det helt store økonomiske roderi præsenterede hun med hensyn til sine Mentalhygiejne-venners såkaldte "narko-centre" o.l. og Eggert Petersens Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut.

*) Psykolog Lise Østergaard var leder af Mentalhygiejnens Rådgivningsklinik 1959-64 og med i Eggert Petersens propagandauge for hans Forskningsinstitut 1963. Hun blev professor og leder af Studenterrådgivningen indtil 1968, men fortsat tilknyttet indtil 1973. Hun foretog efterundersøgelser af studenter-patienter og anbefalede en udvidelse af foretagendet 1972. Hun blev formand for Dansk Flygtningehjælp 1974 og vilde sende Beckers Vietnambørn retur til kommunismen. Journalist Frode Muldkjær benyttede en artikel af hende til at anmelde Becker for vold (absurd og uden hold i virkeligheden), hvorefter børneværn med politi angreb børnene. En temmelig pinlig sag.
Lise Østergaard var med i OOA -komitèen og bad folketinget skåne Chrisiania. Hun blev udnævnt til minister uden portefeuille 1977, skønt hun ikke var medlem af socialdemokratiet (statsminister Anker Jørgensen så så overrasket ud. Var det arrangeret af Eva Gredal?).

12. BRIS`s kamp mod forældre og samfund

2012-02-17T20:19:00.001+01:00

BRIS uddelte pjecer som ovenstående til skoleelever om at løbe hjemmefra og få kommunal støtte til deres eget frie liv i henhold til socialdemokratiets "Trivselsprogram" og Mentalhygiejnebevægelsens ideologi. Disse tanker støttedes gennem bl.a. Bibliotekscentralens tryksager, diverse røde grupper etc.

11. BRIS fortsat

2012-02-16T22:26:00.001+01:00

Tankeløst og ganske overfladisk set kunde BRIS`s formål måske lyde besnærende: man var Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet havde ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”
Trods den diktatoriske formulering og trods enkelte vågne personers protester og nogle avisartiklers afsløringer forstod de borgerlige politikere i daværende VKR-regering åbenbart ikke, hvad der var på færde, eller de ignorerede det i den tro, at det bare var ligegyldigt ordskvalder fra hashomtåget ungdom?

Men da Danmark i 1971 igen fik en socialistisk regering, var det frit frem. Personer der gik ind for "Børns Rettigheder i Samfundet" (- det lød jo smukt! -) var jo næsten selvskrevne til at blive ansat i socialsektoren. Socialminister Eva Gredal var jo selv et vigtigt medlem i BRIS`s moderforening, Landsforeningen for Mentalhygiejne og hyldede dermed dens "psychiatriske" ideologi (se Spydpigen nr. 8 ). Hertil kom så socialdemokratiets "trivselsprogram", som netop betonede, at man skulde sørge for:

”Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse),

(Oversat til klarsprog betyder det i praxis, at al irettesættelse og vejledning kan falde væk, for forældre har ikke mere at skulle have sagt end LillePeter)

- og videre skulde man sørge for

"sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældre gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de dér trives dårligt."

Det kræver vist ikke nøjere forklaring. Børn og unge skulde kunne få økonomiske støtte af staten til at flytte hjemmefra, f.eks. ved pubertetsbesvær.

Kontroverser mellem børn og myndigheder vilde naturligvis især komme frem i den vanskelige pubertetsalder, hvor man gør oprør og løsriver sig. Måske troede naive politikere, at BRIS bare vilde prøve at se konflikterne fra barnets side og tale dets sag for at nå frem til en acceptabel situation. Men det var ikke meningen. De vilde hjælpe barnet til at få sin vilje igennem, hvad enten det havde ret eller ej. Et umyndigt og umodent pubertetsbarn kan imidlertid ikke overskue følgen af sit eget oprør. Man lokkede og/eller opfordrede børn til at løbe hjemmefra. Man forklarede, at de kunde få penge og husly hos kommunen. Man kunde skrive til barnet uden at forældrene vidste om, hvad det gik ud på. Personer, grupper eller organisationer kunde helt eller halvt anonymt opfordre børn til at komme med i BØRNEMAGT eller på anden måde deltage i samfundsnedbrydning.

10. BRIS fik øgenavnet BARNEROV I SAMFUNDET

2012-02-15T17:56:00.000+01:00

Formanden for Landsforeningen for Mentalhygiejne, professor Poul Bonnevie, sagde med en hånlig tone ved generalforsamlingen 1972 (eller var det 1973?): Kyllingemødre troede jo før i tiden, at de kunde opdrage børnene, men nu har vi experter!

Udtalelsen svarede til World Federation of Mental Health`s internationale målsætning, sådan som stifteren, psykiater Brock Chisholm, havde sagt (se Spydpigen 8):

"Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

Blandt alle afdelinger og sideskud i det mentalhygiejniske netværk i Danmark blev organisationen BRIS, Børns Rettigheder i Samfundet den afdeling som mest utilsløret praktiserede denne målsætning. Det var ikke teoretisk snak, men håndgribelige (og ofte også ulovlige) handlinger. BRIS oprettedes af mentalhygiejnikere på Mentalhygiejnens kontor i Fredericiagade i 1969, året efter 68`ernes revolution.

Nedenstående artikel er hentet fra det kristelig tidsskrift ”Vor Skole” 1974. BRIS arbejdede som en art 5. kolonne imod staten og kernefamilien. I FN`s menneskerettigheder står der udtrykkeligt i § 16:

”Familien er Samfundets naturlige og fundamentale Enhedsgruppe og har krav på Samfundets og Statens Beskyttelse.”

Ødelægger man grundstenene i samfundenes byggemateriale, kernefamiliegrupperne, så ødelægger man samfundene. Dette var målet. Men officielt var det kamoufleret.

Fra tidsskriftet "Vor Skole"

”Det er en kunst at kunne forme sproget, så læserne forstår en text på deres egen umiddelbare måde og begejstret tilslutter sig en idé, som i virkeligheden rummer noget helt andet end de tror. I simplere form kalder man sådan manipulation bondefangeri. Med honning i munden giver man det udseende af, at BRIS vil redde børn mod alverdens uret i et humant opofrende arbejde for barnets tarv. Søde fløjtetoner fra rottefængerens fløjte – i bevidsthed om, at den brede befolkning ikke vindes med forældrefjendske programmer. Der må camouflage til, og selv et forældrefjendsk projekt må – absurd nok – spille på forældrefølelser: kærlighed til børnene. Derfor taler man (kernefamiliemodstanderne) om at ”tæve ungen”, når barnet får smæk på halen, og i stedet for klø, bruges ordet ”vold”. Det skal hos læserne fremkalde et billede af børnemishandling, som man véd, alle vil tage afstand fra. Men selv inden for den forkætrede børnepsykiatri erkender man (hvad i øvrigt alle forældre véd), ”at der kan være visse situationer, som en mor eller far ikke kan overskue, og som derfor giver anledning til et klask bagi på barnet. Man kan f.eks. tænke sig den situation, at et lille barn er løbet ud på kørebane med risiko for at blive kørt over og vil gøre det igen, selv om moderen søger at forklare barnet, at det ikke må.”

"Men BRIS nøjes ikke med tendentiøs fremstilling i en forældrefjendsk kampagne. De omgås letfærdigt med sandheden. Således har de såvel på tryk som i radio ladet forstå, at det er lovfæstet, at børn er forældres ejendom uden anden juridisk rettighed end at blive forsørget af forældrene, hvilket efter BRIS´s udsagn betyder: ingen rettigheder! ”Barnet er retsløst”, hævder de uden skamrødme over at fare med falsk tale. ”Fra 0 til 18-årsalderen betragtes børn som enhver anden ejendom underlagt forældrenes hals- og håndret (sic!), påtvungen forældrenes valg i påklædning, uddannelse, livssyn, boligform, omgangskreds.”

/…./

"Når BRIS som anført åbenlyst og hæmningsløst fører falsk tale, hvad forleder os da til at fæste mindste lid til de komplet ukontrollable undersøgelser og rapporter, de laver?

Hvad er meningen med BRIS´s virke? Hvad er deres program?

De siger selv: ”Grundtanken bag dannelsen af foreningen var erkendelsen af et behov for en organisation, der principielt stillede sig på barnets eller den unges side over for samfundet, hvad enten det var myndigheder, skoler og andre institutioner, eller det var forældrene. Vi mener, at der var behov for en uafhængig pressionsgruppe, der kunde optræde som børnenes og de unges forhandlere over for samfundet m.m.”

Altid på barnets side, 100 %, hvad enten barnet har ret eller ej, mod forældrene, mod skole, mod samfundet….”

Det gjaldt at angribe og nedbryde kernefamilien ved at tilintetgøre forældreretten og således ødelægge det bestående samfund. Det var Mentalhygienens ideologisk hovedmål, fostret i en psykiaterhjerne! Psykiater Brock Chisholms naturstridige idéer slugtes råt af psykologernes dengang fremadbrusende pseudovidenskabelige forskning. Og politikerne bed på krogen.

Fortsættes.

9. Socialdemokratiets "trivselsprogram" fra 1969

2012-02-14T12:01:00.005+01:00

Denne blog har tidligere omtalt Socialdemokratiets Trivselsprogram fra 1969, men lad os bare repetere! Det afspejler Mentalhygiejnens ideologi. Lederne i socialdemokratiet gjorde sit til at sprede den. Partiets menige medlemmer kendte den næppe, eller havde ikke funderet over ordene i teksten og forstået dem til bunds.

Læs, tænk og vurdèr! Skulde du ville have det sådan?

2. Familiemiljøet

a) Der sikres individet mere frihed fra tvang og frygt og større frihed til selvudfoldelse, gennem

1) lettere adgang til indgåelse og opløsning af ægteskaber.

2) indførelse af retten til fri abort, samt retten til, fra den sexuelle modenhedsalder: dels selv at bestemme sit sexualliv og dels at anvende passende forebyggende midler, der gratis stilles til rådighed med behørig vejledning.

3) Der sikres (jfr. Pkt. 1 om boligmiljø) de nødvendige og tilstrækkelige serviceinstitutioner for den moderne familie – fra børnehaver og vuggestuer over fritidsklubber og ungdomshjem til de ældres klubber – foruden muligheder for individuelle anordninger – f.eks. til børnepasning i familiepleje o.l.

b) Der gøres en anstrengelse for at etablere en reel lighed mellem familiemedlemmerne, d.v.s. mellem kønnene og mellem generationerne, gennem 1) afskaffelse af forsørgerbegrebet og sikring af kønnenes økonomiske ligestilling. 2) Indførelse af realistiske muligheder for kvinders beskæftigelse ud fra deres behov (jfr. Punkt 4 d om Arbejdsmiljøet), samt for efteruddannelse af kvinder i alle aldre.

3) Forældremyndighedens begrænsning, bl.a. ved retslig ligestilling af børn og voksne (f.eks. med hensyn til voldsanvendelse), sikring af børnenes økonomiske uafhængighed af forældrene gennem uddannelsesløn, nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år samt etableringen af ungdomspensioner, som børn og unge kan vælge som gruppe i stedet for familiegruppen – for så vidt de synes, at de der trives dårligt.

c) Der gøres en anstrengelse for at skabe trivselorienterede familier, dels gennem iværksættelse af de foregående punkter, dels gennem en organiseret uddannelse til opdragere – og til at være ægtefæller.

d) Der åbnes juridiske og socialt-økonomiske muligheder for nye familieformer, bl.a. kollektiver.

e) Familiens og det enkelte familiemedlems ret til rum lovfæstes.

f) Der skabes individuelle og kollektive beskæftigelses-muligheder for familien, i boligen, i kvarteret og i bydelen.

3) Uddannelsessystemet

a) Ved bygning og indretning af skoler anlægges ikke kun effektivitetsbetragtninger, men også trivselsbetragtninger. Der kan i den forbindelse specielt peges på betydningen af at opbygge skolen i små selvstyrende sociale enheder. Generelt set må man i højere grad søge at indrette skolen efter børnenes behov – og ikke ud fra lærernes og andres behov, herunder prestigebehov.

b) Skolens traditioner på det metodemæssige, pædagogiske og moralske område tilpasses nutiden, bl.a. gennem holdningskurser for lærerkollegiet.

c) I fortsættelse heraf indføres en konsekvent medbestemmelsesret for børnene på alle trin, ikke alene med hensyn til stofvalg og stof- og metodeanvendelse, men også med hensyn til styringen af de sociale grupper, fra den enkelte klasse over årgangen til hele skolen.

Skolens højeste myndighed er skolenævnet, hvor der er ligelig repræsentation af forældre, alle på skolen ansatte og elever. I øvrigt undersøges muligheden af – gennem kontrollerede forsøg – for inden for skolens rammer – jfr. også skolenævnet – at arbejde med direkte demokrati.

d) Læreruddannelsen ændres ud fra foranstående synspunkter samt ud fra det synspunkt, at det klassiske dannelsesideal, der er videncentreret, nu må forlades til fordel for et metodecentreret ideal.

e) Generelt set må der skabes en trivselsskole, hvis første nære mål er, at eleverne trives, for derigennem at kunne forberede dem til det stadig mere fremherskende fritidssamfund, som afløsning af den eksisterende arbejdsorienterende pligt- og tilpasningsskole.

f) Alle eksaminer i den hidtil gældende form afskaffes i den 12-årige enhedsskole og i stedet for indføres der prøver i overenesstemmelse med moderne undervisnings - og

arbejdsformer; prøver der må afspejle elevernes udvikling og modenhed og som i højere grad kan anvendes som vejledning for eleverne selv, således at konkurrence-indholdet afsvækkes.

g) De samme principper, der her er anført for skolen, overføres så vidt muligt på alle andre uddannelsessystemer.

h) Alle uddannelser åbnes for alle med de nødvendige forudsætninger uanset alder, og der indføres fuld stipendiestøtte for alle under uddannelse, uanset alder og tidligere uddannelse.

i) Såkaldte højere uddannelser, f.eks. universitets-uddannelser tilrettelægges efter tilvalgsprincippet, således at hver enkelt studerende kan vælge at gennemgå en række kurser, som han eller hun sammenfatter til en helhed (jfr. Pkt 4.j om arbejdsmiljøet).

j) i stedet for de nugældende eksaminer ved uddannelser ud over den 12-årige skole indføres prøver for de enkelte kurser, baseret på en vurdering af ”bestået/ikke bestået” af

elevgruppen (1 stemme), lærergruppen (1 stemme) og samfundsrepræsentanter (1 stemme).

k) Skoler og andre uddannelsessteder åbnes uden for undervisningstiden for alle interesserede, og de bygges således, at de er egnede til at blive centre også for fritidsaktiviteter.

4) Arbejdsmiljøet

Herfra bringer jeg kun et eneste punkt:

a) Der sikres alle fra den personlige myndighedsalder (15 år) en minimumsløn, uanset om man arbejder, uddanner sig eller rekreerer sig, svarende til den til enhver tid gældende
folkepension.

Fortsættes. Næste gang om BRIS, BarneRov I Samfundet.

8. Det er ikke nok at sige, at Mentalhygiejnen var en kommunistisk celledannelse.

2012-02-13T17:23:00.002+01:00

Alle - men især forældre - bør studere Mentalhygiejnens ideologi, som den lykkedes at sprede overalt i afgørende dele af samfundet. Bindegale tanker, udtænkt af en psykiater!

Mentalhygiejne

I 1909 stiftedes USA’s Nationale Komité for Mental Hygiejne: ”Vi skal skabe et nyt menneskesind og en ny jord i løbet af ét slægtled,” hed det entusiastiskt. Rockefeller Foundation støttede bevægelsen.

I 1945-47 dannedes Verdenssammenslutningen for Mentalhygiejne (World Federation of Mental Health (WFMH)). Dens målsætning var at fremme den størst mulige mentale velvære blandt alle folkeslag. Stifteren, psykiater Brock Chisholm, sagde: ”Den eneste psykologiske kraft, som kan fremkalde ukritiske holdninger er moralitet, - forestillingen om ret og vrang.

I mange generationer har vi bøjet nakken under syndsbevidstheden. Vi har slugt de giftige visheder, som vore forældre, søndags- og dagskolelærere har fodret os med. Men det er først i den senere tid, at man har fundet ud af, at sådan noget fremkalder neuroser og manglende følelsesmæssig modenhed til at være borger i et demokrati. Vi må af med vore forældres fejlagtige gamle adfærdsmønstre og opdrage børnene i endrægtighed. Kan det ikke gøres med det gode, må det tvinges igennem.”

I 1948 introduceredes bevægelsen i Danmark med stiftelsen af Landsforeningen for Mentalhygiejne, hvis kerne udgjordes af psykologer, psykiatere og socialrådgivere. I 1961 blev psykolog Eggert Petersen direktør for foreningen og oprettede nogle år senere ”Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med sig selv som direktør og forskningsleder, idet han dog forblev i bestyrelsen for moderforeningen, nu som generalsekretær.

Forskningen bestod af sociale undersøgelser i samfundet med det formål gennem resultater og rapporter at påvirke politikerne. Landsforeningen og Forskningsinstituttet fik et katastrofalt tag i danske psykoterapeuter, samt i de radikale politikere og 68’erne. Man fulgte Chisholms ideologi: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen og børnene.

Tavistock

Bevægelsen brugte (bruger?) tavistock-hjernevask. Alle tavistock-teknikker har ét eneste mål: At nedbryde den enkeltes sjælelige styrke og gøre ham hjælpeløs over for påvirkning og indoktrinering. Enhver teknik, som egner sig til at nedbryde familieenheden og de af familien indprentede tanker om religion, ære, fædrelandskærlighed og sexuel adfærd bruges af tavistock-udøverne som våben til at kontrollere masserne, - til at gøre dem til ukritisk modellervoks. (Man skulle snart høre om velfungerende mennesker, der på firmaers ”psykologkurser” brød totalt sammen.)

Tavistocks stifter, Rees, blev første formand for WFHM. Han opfordrede til konstant propagandapres på universiteter, skoler, kirker, lægevidenskab og medicinstuderende, tjenestemænd og fagforeningsledere: ”Vi har gjort nyttige angreb på en række professioner. De 2 letteste af dem er naturligvis lærerprofessionen og kirken. De 2 sværeste er retsvidenskab og medicin. Hvis vi skal infiltrere andre menneskers erhverv og sociale tiltag, tror jeg, at vi må infiltrere de demokratifjendtlige og organisere en slags 5. kolonneaktivitet”.

Massehjernevaskteknikker udvikledes og blev først brugt af amerikanerne på krigsfanger i Korea. Tavistock Instituttet med hovedkvartér i London beskæftiger sig med kulturvidenskab, økonomi, organisationsadfærd, politisk videnskab, psykoanalyse, psykologi og psykiatri.

De retningslinier, som deres profet, Sigmund Freud, fastlagde for at kontrollere mennesker, gjorde instituttet til verdens centrum for ideologi og rådgivning i forbindelse med oprettelse af organisationer.

Den danske Velfærdsideologi.

I tiden 1950-1968 fordobledes danskernes velstand. Da ideologi bider dårligt på rige folk, blev de kulturradikales, 68’ers og de mentalhygiejniske ideologer bange for at miste magten. Men ved kolossale skatter overførtes velstanden fra borgernes lommer til statskassen til fortsat udbyggelse af mentalhygiejnisk velfærd.

Man fik tryghed fra vugge til grav, skabte et morskabs- og lykkesamfund med garanti for trivsel ved frådseri, pjat og bagateller i stedet for åndsliv. Og som erstatning til dem, der ikke fandt det så morsomt - lykkepiller! Livskvalitet blev en rettighed - ellers er det jo ”samfundets skyld”!

Dette samfund kan man nu ikke mere tænke væk - og ideologerne har derved sikret deres magt over os og vore sjæle.”

Mentalhygiejnens ideologi kom ganske tydeligt frem i:

1) Socialdemokratiets Trivselsprogram, et forslag til et nyt politisk samfundsprogram i ti punkter 1969, hvor alle borgere skulde "trives". "Trivselsprogrammet" var udformet af psykolog Eggert Petersen, formand for "Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut" Se Spydpigen 2 i denne miniserie om Mentalhygiejnen, den 7. februar).

2) BRIS, Børns Rettighededer i Samfundet, stiftet 1969.

Begge dele vil blive omtalt fremover.

Fortsættes!

7. En 5. kolonne

2012-02-12T18:31:00.001+01:00

Nu efter generalforsamlingen 1972 forstod jeg, at Mentalhygiejnebevægelsen var en kommunistisk celledannelse, en 5.-kolonne om man vil. Og jeg prøvede at finde nogen, der vilde sætte sig ind i problemet og være med til at tilintetgøre foreningen. Men der skulde gå endnu to år, inden der kom et gennembrud ved et kup under generalforsamlingen 1974. Herom senere.

I mellemtiden må jeg fortælle om «Mentalhygiejnisk forening for Børne- og Undomsforsorg» (Flygtigt nævnt i Spydpigen nr. 1 i denne artikelserie).

Enhver politisk idè kaster sig gerne over børn, som er forsvarsløse ofre for indoktrinering og som kan virkeliggøre de politiske idèer 10-20 år senere som voksne. Vi kender det bedst fra diktaturlande, men i virkeligheden findes det nok overalt. "Gud, Konge og Fædreland" hed det i min generation.

Ovennævnte Forening var en miniature forening, oprettet i 1962 (under Eggert Petersens formandsskab!) som en meget vigtig del af Moderforeningen. Det var en lukket forening, som man ikke bare kunde melde sig ind i. Den var på højst 40 personer, idet man indtil 1975 kun havde rekrutteret medlemmer fra moderforeningens bestyrelse. Men reelt udgjorde foreningen kun en halv snes aktive personer, der var kendt for politisk samfundnedbrydende virksomhed: Tine Bryld, hendes fætter Peter Ege, Eggert Petersen, Egon Clausen, Ole Nygaard Jensen m.fl. Disse få personer - eller rettere deres miniature forening – styrede altså moderforeningen, Landsforeningen for Mentalhygiejne, og modtog på et år 15 millioner i statsstøtte til deres virke (NB i 70`ernes valuta!). Det bestod i mentalhygiejniske rådgivningsklinikker forskelige steder i landet for børn og unge, samt driften af de i politirapporterne stadig nævnte narkocentre, som ikke kunde fremvise noget virkeligt resultat, men som holdt hånden over narkotika og kriminalitet. Det afsløredes under en retssag, at den store statsstøtte og så videre også befordredes til Christiania og BRIS. Foreningen overholdt tilsyneladende ikke egne vedtægter, og det turde være tvivlsomt, om foreningen rent juridisk kom legalt igennem opløsningen af moderforeningen 1976, eftersom den jo udgjorde selve bestyrelsen?

"Mentalhygieknisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg" udgjorde altså den inderste kerne, hjertet om man vil, i Mentalhygiejnebevægelsen.
Socialstyrelsen havde tidligere haft indsigt i foreningens virke og en slags kontrol med den, eftersom de skulde godkende foreningens vedtægter, men efter at Mentalhygiejnen i 1976 opløstes, var det tilsyneladende ikke muligt at få oplysninger fra Socialstyrelsen. Spørgsmål desangående forblev ubesvarede. Hvor diminutiv end "Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdosmforsorg" end var, så nød den givetvis gennem nøglepersoner og forbindelser til de højeste myndigheder og regering, en særlig beskyttelse. og forblev vistnok en lukket forening. I hvert fald findes nævnte Mentalhygiejniske Rådgivningsklinikker for børn og unge mig bekendt stadig.

I mellemtiden gik Gerda Vindings Forening i opløsning på grund af indre stridigheder, baseret på politik, sladder og mistillid. Og 19. marts 1973 afholdt foreningen sin sidste generalforsamling.

Nogle dage efter modtog jeg anonymt nogle fotokopier, som angiveligt var brevvexling mellem Eggert Petesen og Gerda Vinding. Ægte eller ikke ægte? Man kan lave meget fup med fotokopier og andet. Jeg lod dem gennem en militærmand sende videre til PET eller FET, desuden til "Minut", et ikke særligt agtværdigt blad, men det eneste blad dengang, som kunde tænkes at ville bringe det. Redaktør Hans Hetler satte det da også stort op under overskriften "Anvender Eggert Petersen ganske gemen afpresning?"

Det var muligvis grunden til at jeg nu fik besøg af civilklædt politi, idet der efter sigende var indgivet anmeldelse imod mig angående nogle breve. Da jeg fortalte, at de var videresendt til PET eller FET, hørte jeg aldrig mere til dem.

Hvad var det dog altsammen for noget?

6. Generalforsamlingen blev oprørt

2012-02-11T16:19:00.002+01:00

Dèr sad jeg så (- lidt alene) ved generalforsamlingen i en forening, jeg dårligt nok kendte ud over deres narkocentre. Som allerede nævnt i tidligere indlæg (nr. 3) var det her jeg vendte mig imod, at Tine Bryld kom ind i bestyrelsen eftersom hun accepterede hash og havde oprettet sprøjterum! Der lød et brøl fra forsamlingen omkring mig med formanden i spidsen, professor i socialmedicin Poul Bonnevie: "Det er ikke ulovligt!" Al diskussion affærdigedes som upassende, da Tine Bryld ikke selv var til stede. I øvrigt,

sagde man, havde undervisningsminister Knud Heinesen lige udnævnt hende til narkokonsulent! Jeg fremturede: Peter Schiøler stod bag udnævnelsen, og han var uvederhæftig! (som omtalt i Folketinget. Se Spydpigen nr. 4, noten).

Der lød et nyt brøl af forargelse over min udtalelse.

Jeg var chockeret. Over dette - og andet, som jeg senere skal vende tilbage til.

Jeg begyndte så småt at forstå, at politik ikke bare var noget, der foregik på Christiansborg med de regler, man havde læst i samfundskundskab i gymnasiet.

Gerda Vinding var som nævnt blevet mere og mere passiv og begyndte at sige, at narkoproblemerne nu var overstået, at Christiania havde bedret sig, at hendes forening kunde ophæves, og at man alligevel ikke skulde oversætte og udgive den bog, som den svenske psykiater Nils Bejerot havde skrevet, for faktisk havde han ikke forstået en pind af det hele.... Gerda Vinding havde heller ikke tid til at hilse på William O`Brian, som havde skabt USA`s førende narkobehandlingscentre "Daytop" og besøgte Danmark 1972.

Da man nærmede sig EF-afstemningen, kom hendes politiske ståsted ind i billedet, og hun kom med politiske stiklerier til egne foreningsmedlemmer, blandet med hysteriske udtalelser om, at hun vilde udvandre til Australien, og at danskerne vilde blive tvangsdeporterede under EF...!

Den 8/9 1972 bragte JyllandsPosten en artikel om "Langelandsmanifestet". forfattet af Ebbe Reich Kløvedal* og Henning Prins Kløvedal* (fot) og trykt i Mentalhygiejnens medlemsblad "Mentalhygiejne", redigeret af forfatter Svend Holm. Bladet blev ved denne særlige lejlighed distribueret gennem EF-modstandernes pressetjeneste. At manifestet var marxistisk fremgik både af tekst og ophavsmænd og dem, der bakkede op. Jeg var ganske vist endnu så grøn, politisk set, at jeg dengang ikke kendte alle navne, men Mentalhygiejnen havde efterhånden lagt kortene på bordet: de var en politisk gruppe på yderste venstrefløj.

Efteråret 1972 udgav Socialdemokratiet et narkodebatoplæg. Jeg stejlede, da jeg så listen over medarbejdere: her stod direktøren for Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut, Eggert Petersen, psykiaterne Mogens Jacobsen*, Fini Schulsinger* m.fl. under ledelse af Bernhard Tastesen (se noten i Spydpigen 4). Finlæste man debatoplægets tekst og spørgsmål, var linjen klar: hash skulde godtages på linje med en frokostøl. De to politifolk, overassistent MF Otto Mørch og lederen af Uropatruljen, Erik Mathiesen, der nævntes blandt medarbejderne, og som åbenbart skulde borge for kvaliteten, fralagde sig offentligt ethvert ansvar: de havde været inviteret til et møde, men havde aldrig været med til at forfatte nogen tekst

og havde end ikke set denne, før debatheftet udkom!

Jeg deltog selv i et socialdemokratisk partimøde under Tastesens ledelse. Intetsigende! Partimedlemmerne var halvgamle, rare koner, der kom for at nyde en hyggeaften og en kop kaffe uden begreb om dit eller dat.

Noter:

*) Kløvedal: navnet var - ligesom Løvetand - ikke et fysisk, men et ideologisk slægtskab. Ebbe Reich

turde vist være almen kendt. Henning Prins, f. 1939 som Henning Gry Hansen, gift med karikatur-

tegner Anne-Marie Steen Petersen (bl.a. i Politiken). Henning Prins var VS`er fra 1967. Sammen med

Leif Varmark bladet HÆTSJJ, hvilket navn var et lån fra Leif Panduros Holdningsløse Tidende, hvor

det optrådte som et nys. Bladet overtaget af Ole Grünbaum og Bjørn Nørgård. Prins blev uddannet

dekoratør, var initiativtager til Thylejrens hashkult i "Det ny Samfund" og til "Gruppe 61" og "Sorte

Fane". Han kom i bestyrelsen for VenstreSocialistern og i redaktionen af bladet "SKUB", udgivet af

Socialistisk Kulturfront. Det tryktes først hos organisationen KRIM (forening for indsatte), siden hos

Socialistisk Dagblad.

Henning Prins Kløvedal var værdsat gæst i Ritt Bjerregaards kaffeklub og blev siden ansat i DR.

Han boede en tid på Esplanaden 5 i Kbh., men jeg ved ikke, om det i JyllandsPosten 24.10.1977

nævnte Top-venstrefløjsmøde 6.11.1977 foregik hos ham?

*) Mogens Jacobsen hørte til de politiserende psykiatere på venstrefløjen med et letfærdigt forhold til

hash. Positiv til daværende Christiania og med i OOA. Landsretssagfører Chr.V. Hagens,

medlem af DKP, ønskede sin østtyske spionklient, Jörg Meyer, undersøgt hos Mogens Jacobsen for

hos ham at få dokumentation for mentale skader, påført Meyer af politi og domstole.

Jacobsens kone var ansat ved Den Sociale Højskole i Randersgade i Kbh.

*) Fini Schulsinger, professor i psykiatri, stod for en af Mentalhygiejnens kredsudvalg og gik ind for

Christiania. Han kom siden ind i bestyrelsen for lokalkreds af Sindslidendes Vel (ca. 1974 ?) og i

Sindslidendes Fond indvalgt af Dansk Psykiatrisk Selskab. Hans kone var psykolog.

5. Narkotikadebatten rasede

2012-02-10T17:05:00.013+01:00

Psykolog Eggert Petersen igen.
Her med skæg som vi vist bedst husker ham.

De foregående indlæg har handlet om "Landsforeningen for Mentalhygiejne", nogle af dens mest markante medlemmer og dens narkobehandlingscentre, men vi skal høre lidt mere om tidens narkodebat.

Da jeg som tidligere nævnt i 1971 gik ind i kampen mod narkotika, vidste jeg så at sige intet, absolut intet om politik, end ikke hvem der regerede landet som statsmiister! Kun at kongen hed Frederik den 9. Jeg havde altså meget at lære, men havde den fordel, at jeg ikke på forhånd havde forsvoret mig til noget parti eller klistrede fast i nogen opfattelse.

Jeg tog kontakt med en meget engageret kvinde, Lise Tønsberg, som samlede underskrifter ind for forhøjet strafferamme for narkotika, for at ikke Danmarks vage indstilling skulde lokke narkohandlerne hertil. Med talegaver og venners hjælp fik hun samlet over 100.000 underskrifter mod narkotika, som blev afleveret til regeringen, som formodentlig smed det hele i papirkurven. Lise Tønsberg henvendte sig også direkte til Nordisk Råd, og de andre nordiske lande bakkede hende op.

Vore skiftende justitsministre: Knud Thestrup, K. Axel Nielsen, Karl Hjortnæs, Nathalie Lind havde skiftende holdninger, men under Orla Møller forhøjedes strafferammen til 10 år, dog for hash ikke over 6 år.

Lise Tønsberg og jeg meldte os begge ind i den nye forening, "Landsforeningen til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug". Gerda Vinding lagde ikke skjul på,at hun var venstreorienteret, men hvad kom det mig ved? At kæmpe mod narkotika var jo ikke politisk.....troede jeg. Gerda Vinding var god til at organisere og få en kvindegruppe til at skrive læserbreve og artikler til aviserne. Jeg selv besøgte flere skoler i Storkøbenhavn for at høre, hvordan det stod til med narko, og opdagede, at rektorerne helst undgik emnet for skolens gode navn og rygtes skyld. Evt. narkoproblemer holdt de derfor for sig selv, og således fik de narkoramte elevers forældre heller ikke noget at vide!

Jeg holdt adskillige foredrag ude i landet, på højskoler, biblioteker o.l. og uddelte foldere om risikoen ved narkotika. Man skulde tro, at kamp mod stofmisbrug vilde få støtte fra alle sider, men sådan var det ikke. Læserbrevene fik vi tit i hovedet igen med den sædvanlige floskel: "man kunde desværre ikke finde plads." Politisk debat for og imod narkotika rasede over hele landet. Det handlede ikke så meget om sundt eller usundt, mere om hvad narkotika kunde bruges til politisk - nemlig samfundsomvæltning. En venstreextrem gruppe, Zenith, der bestod af pædagoger o.l. vilde sprede hash gennem skolerne og psykisk og politisk påvirke ungdommen. Var det sandt?

Et års tid eller halvandet efter, at Gerda Vinding havde startet sin forening, var det som om hun sløjede af og begyndte at miste interessen. Jeg mærkede, at jeg blev hende en torn i øjet, når jeg foreslog at granske modpartens intentioner og agerende. Så langt skulde vi ikke gå!

Det kunde jeg ikke leve med! Det var gået op for mig, at rådgivnings- og narkobehandlingscentrene ikke var statslige eller kommunale, men private! Hvem stod bag dem? Mentalhygiejnen? Hvad var det for noget?

Der skulde netop være generalforsamling.

Psykolog Karen Berntsen havde efter krigen angiveligt haft den opgave at undersøge nazister psykisk. Hun blev leder af Mentalhygiejnens narko "behandling"

4. Tine Bryld - hende må vi høre mere om

2012-02-10T00:11:00.087+01:00

Tine Bryld, f. 1939, datter af læge dr. med. Erik Begtrup, gift 1961-68 med Claus Bryld, universitetslektor, senere Professor på RUC (Roskilde Universitetscenter) og 1975 med arkitekt Arne Gaardmand (d. 2008). Hun tog socialrådgiverexamen 1965 og blev straks leder af “De Unges Rådgivning” (netop oprettet af Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds (specielt til hende?). Desuden ansat på Mødrehjælpen. Siden rådgiver for unge i det narkofyldte Projekthus* og nært knyttet til Ungdomsringen (formand Bernh. Tastesen*). Aktivt medlem af organisationen BRIS, som lokkede børn hjemmefra (se længere frem). Ansat på Mentalhygiejnens narkokontaktcener under psykolog Karen Berntsen, hvor hun som andre ansatte dækkede over narkohandel og accepterede hash. Sammen med sin fætter, læge Peter Ege*, initiativ til sprøjterum for stiknarkomaner. Udnævnt til narkokonsulent (“håndplukket” af Peter Schiøler*) for en treårig periode af undervisningsminister Knud Heinesen uden, at stillingen var blevet opslået. Stillingen var uden kontor og kontortid og uden telefon. Hun blev af undervisningsministeriet udlånt 60 % af tiden til socialministeriet (d.v.s. til sin kollega Eva Gredal) som kontaktled til Christiania, som hun altid støttede (bl.a. ved en tvivlsom vidneforklaring i landsretten) - ligesom hun støttede BZ-erne. Hun var medunderskriver på Christiania-Ægypten-narkorejse-projektet i 1973 (læs om projektet i tidsskriftet AKTION nr. 1 i 1977).

Som narkokonsulent for Frederiksberg Kommune (påtvunget kommunen ovenfra!) viste hun sig ikke i sin stilling, hvilket kommunen ikke insisterede på, da man åbenbart helst var fri for hende. Undervisningsminister Tove Nielsen (V) forlængede (efter pres?) Tine Brylds narkokonsulentstilling med endnu et år - frem til Bistandslovens ikrafttræden.

Da Tine Bryld i 1972 blev indvalgt i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejne blev hun samtidigt efter reglerne medlem af “Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg”, som omtales længere fremme.

Tine Bryld havde altid god adgang til og omtale i massemedierne, langt ind i borgerlig presse, i Bibliotekcentralens boganmeldelser, “Alt for Damerne”s socialbrevkasse, bladet “Menneske, Stof, Samfund” og først og sidst i Danmarks Radio, hvor hun som radiovært for sit ungdomsprogram `Tværs” på P 4, drev sin politik og samlede materiale til sine bøger. Politisk lagde hun aldrig skjul på, at samfundssystemet var umuligt og burde ændres i socialistisk retning. I 1975 var hun MF-kandidat for VS (hvis kampmetoder efter partiets egne udtalelser skulde være uparlamentariske). Venstrefløjen uddelte i høj grad lovord og priser til hinanden til styrke for deres position. Tine Bryld modtog adskillige, bl.a. “Alt for Damernes” Gyngestolpris, PH-prisen, Boghandlermedhjælperprisen, Ingrid Jespersens legat m.m.

Tine Bryld sad ligesom sin fætter Peter Ege i Mentalhygiejnens bestyrelse, da foreningens virke blev afsløret af statsrevisionen og gik sin undergang i møde 1975-76.

Hvor velanskrevet Tine Bryld var hos venstrefløjens journalister for sit politiske engagement i nedrivning af det nedarvede samfund fremgik med al tydelighed i massemedierne, da hendes død natten til Skærtorsdag 2011 omgående blev udsendt gennem Ritzau.

Noter:

*) Projekthus, siden bare kaldet “Huset”, oprettedes af Kbh.s Kommune i Rådhusstræde-Magstræde. Tanken var, at det skulde kunne benyttes af al ungdom uafhængigt af politisk ståsted, men det blev straks domineret af en meget aktiv venstrefløj, og i den første periode af udflippede unge, der her købte og indtog narkotika, indtil politiet greb ind. Venstrefløjen anså huset for deres, spillede teater, lavede udstillinger etc. Og her var efter sigende et stort venstrefløjsarkiv. (“Projektfabrik” var derimod navnet på Nobels gamle nedlagte tobaksfabrik på Christianshavn tæt ved Christiania, som i begyndelsen af 70`erne var en ren narkohule).

*) Bernhard Tastesen, MF (A), sad i Præsidiet for Lands-foreningen til Samvirke mellem Danmark og Sovjetunionen. Han var ven med Tine Bryld og fortaler for Christiania. Under hans formandsskab for Ungdomsringen gjordes et fremstød for at lære unge at drikke på rimelig måde - som det hed - noget som også narkokonsulent Peter Schiøler arbejdede på. Tastesen medvirkede til udformning af Socialdemokratiets Narkodebatoplæg, der lidt kamufleret gik ind for fri hash.

*) Peter Ege, f. 1941, var ivrigt engageret på venstrefløjen: i det socialsistiske Søndagsbladet, Politisk Revy, Naturkampen (fra Forlaget Demos), Røde Øje (et film A/S-Projekt pro OOA = Organisationen til Oplysning om Atomkraft.

Peter Ege blev (via kusine Tine Bryld) misbrugerkonsulent under Mentalhygiejnen og sammen med hende oprettede han et sprøjterum for stiknarkomaner på Mentalhygiejnens narkocenter på Nørrebrogade. Det blev dog lukket af politiet, inden det var åbnet. Senere kom der igen sprøjterum og sprøjter på alle offentlige toiletter i Storkøbenhavn. I 1994 blev han socialoverlæge i Kbh.s Kommune og kom med i alverdens udvalg, bl.a. i Sundhedsstyrelsen og Narkotikarådet. Han gik ind for legalisering af hash og fri heroin til de mest belastede misbrugere og mener, at han dermed har fået antallet af narkomaner til at falde.

Peter Ege er fortsat narkokonsulent ved en metadonklinik og sagkyndig rådgiver for Sundhedsstyrelsen. Dansk Selskab for Addiktiv Medicin hylder ham som ”dansk misbrugsbehandlings nestor”.

Kilde: Kristeligt Dagblad 16.7.2011 og Tidsskriftet AKTION nr. 7, 1977.

*) Peter Schiøler, f. 1923, søn af Victor Schiøler, student 1941, 11 år senere mag.scient.

Skiftende stillinger. Chefnarkokonsulent under undervisnings-ministeriet. Nært samarbejde med Mentalhygiejnen. Blev hårdt angrebet fra forskellige sider for manglende kvalifikationer, uvidenskabelighed, dårligt arbejde og uheldige karakteregenskaber (bl.a. manglende sanddruhed). Ved forespørgsel i folketinget desangående i 1971 ved folketingsmedlem Kaj Moltke, svarede undervisningsminister Helge Larsen så undvigende, at det blev anset for en devaluering af Peter Schiøler. Det forhindrede ikke, at Peter Schiøler året efter udnævnte Tine Bryld som sin “håndplukkede” medarbejder som narkokonsulent under undervisningsministeriet.

Peter Schiøler bærer sin del af det tunge ansvar for ungdommens ødelæggelse med narkotika i 70`erne og det tiltagende ungdomsdrikkeri, som han i 1977 vilde imødegå med - tegnede samlemærker! (Se illustrationen!)

En anden indsats i samarbejde med Mentalhygiejnen bestod i snagende spørgeskemaer til alle landets skolebørn i 1971, men den blev standset af højlydte protester fra rektorer og lærere. En mindre aktion af samme slags blev senere smuglet ind ad bagdøren i 12 skoler i Storkøbenhavn. Den var lavet af Tine Bryld og Eggert Petersen.

(Peter Schiølers søster, Marianne Schiøler, var psykiater ved Herstedvester Psykopatforvaring, hvilket medførte samarbejde med Kriminalforsorgen og H.H.Brydensholt. Hun sad i bestyrelsen for Landsforeningen for Mentalhygiejnen - en periode endog som formand. Og deltog en tid i Tine Brylds ungdomsprogram i radioen.)

Indsendt 9.2.12

2012-02-08T17:09:00.002+01:00

3.

Hvorfor og hvordan jeg kom på sporet af Mentalhygiejne-bevægelsen.

Narkotika fandt indpas i Danmark under Den kolde Krig i sidste halvdel af 1960´erne. Fra 1971 var jeg engageret i kampen mod narkotika og fik bl.a. gennem den samtidigt oprettede
Landsforening til Bekæmpelse af Hash og Narkotikamisbrug indsigt i narkoproblemerne, argumenterne for og imod og kontakt med hjælpeløse forældre samt ofre blandt pubertetsbørn og unge. Formanden for nævnte forening var Gerda Vinding (gift med professor Martin Ottesen på Carlsberg Forskningslaboratorier). Hun hørte efter egen udtalelse med på den politiske venstrefløj, men dette til trods havde hun humanistisk engageret sig mod narkotika, da en narkoramt skolekammerat til hendes søn havde brændt sig ihjel med benzin. Hendes politiske engagement sejrede tilsyneladende over humanismen efter ganske få år, så hendes forening opløstes.

Narkotika var et højspændt politisk samfundsproblem. Narko dyrkedes eller fremstilledes hovedsagelig i kommunistiske lande, som brugte det dels som direkte våben mod Vesten eller anvendte de store indtægter til guerillakrig o.l.
Den danske befolkning vidste stort set intet om narkotika og dets virkninger eller mulighed for helbredelse af narkomaner. “Behandlingscentrene” kunde ikke bevisligt fremvise gode resultater, men afsløredes ind imellem som rene narkosalgssteder

Da jeg til min overraskelse opdagede, at disse ”behandlingscentre” ikke var statslige eller kommunale, men blev drevet privat af ”Landsforeningen for Mentalhygiejne”, meldte jeg mig ind i denne forening. Den faste hovedbestanddel af medlemmerne var - som tidligere nævnt - tre fagkategorier: psykologer, psykiatere og socialrådgivere, der gennem deres fagforeninger var globalt indmeldt. Øvrige medlemmer havde kun interesse for foreningen ved deres medlemskontingent.

Allerede ved den første generalforsamling i 1972, forstod jeg, at noget var alvorlig galt fat.
Der skulle vælges folk til bestyrelsen. Man foreslog en statsansat kvindelig ”narkokonsulent”, om hvem jeg allerede vidste en del, bl.a. at hun rådede ulykkelige forældre til at ryge hash sammen med deres pubertetsbørn. Jeg gjorde generalforsamlingen opmærksom på denne interessante detalje, men blev øjeblikkelig afvist, og ”narkokonsulenten” blev indvalgt i bestyrelsen.

Det var Tine Bryld.

De næste par år gik med at udforske Mentalhygiejnens røde politiserende virksomhed.

Illustration: Lions fremstillede en nål "NEJ til narkotika"

2. Eggert Petersen, professor i psykologi

2012-02-07T21:24:00.006+01:00

Nogle bloglæsere har bedt mig om hellere at skrive hver dag, i stedet for at vente en uge. Det vil jeg så gøre, så jeg fortsætter nu her:

2. Eggert Petersen (fot)

Inden jeg fortsætter historien om Landsforeningen for Mentalhygiejne og Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut og de mange sideskud, må jeg nok fortælle lidt mere om Eggert Petersen.
Han var søn af købmand H.C.Petersen og Marie Eggertsen i Bovrup og giftede sig i 1955 med pressefotograf Marianne Woldbye, datter af redaktør Ernst Woldbye.

Efter studenterexamen i 1945 kom han ind i marinen, som han forlod som orlogskaptajn i 1961. Samtidigt med sin karriere i søværnet blav han cand.psych. i 1956 og kunde afprøve sine psykolog-idèer indenfor marinen, i mathsektionen under militærpsykologisk tjeneste og i søværnskommandoens personaleafdeling. “Søværnet må tilpasse sig ungdommen, ikke omvendt!” Tilsyneladende var der flere, der trak vejret overordentligt lettet, da han forlod marinen.

I stedet blev han i 1961 direktør for Landsforeningen for Mentalhygiejne. Denne forening, der med rundhåndet millionstøtte fra staten skulde udvikle sig under hans ledels til en 5.-kolonne-organisation, blev en fantastisk ideologisk og økonomisk expansiv tumleplads for psykologen og hans tilhængere. Efter en vel tilrettelagt PR-kampagne over hele landet i Mentalhygiejnens navn oprettedes “Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut” med Eggert Petersen selv som direktør 1966 som tidligere nævnt. I Landsforeningen fortsatte han samtidigt som generalsekretær. Han blev dr.phil. og underviste som lektor ved Københavns Universitet i sociologi med socialpsykologi 1966-69.

Som Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut "forsker" og næstformand i Studenterrådgivningens bestyrelse m.m. har Eggert Petersen haft nært samarbejde eller samspil med bl.a. Ole Nygaard Jensen, Birgitte Diderichsen, Eva Gredal, Lise Østergaard, Kjeld Olesen, Jesper Florander, Henrik Jespersen, Tine Bryld, Karen Berntsen, Kurt Palsvig, Holger Horsten og et væld af andre navne fra Mentalhygiejnen, som har gjort sig bekendt ved direkte eller indirekte samfundsundergravende virksomhed.

Mentalhygiejnebevægelsen havde mange kontakter i samfundet.

I 1968 blev Eggert Petersen konsulent i udvælgelsesspørgsmål (om u-lands-frivillige) for Mellemfolkeligt Samvirke. Og i 1969 kom han ind i Kortfilmrådet. Desuden med i organisationen OOA (Oplysning om Atomkraft).

Eggert Petersen har skrevet et hav af artikler og bøger, bl.a. om atombomben og forsvaret, hvilket - Fra Søe-Lieutnant-Selskabet - gav 2 medailler, som han ikke afslog, skønt han ellers var imod flidspræmier i skolen, der kunde “fremme skadelig konkurrencementalitet”!

Eggert Petersens skriverier og foredrag drejede sig gerne om samfundsforhold, psykologi og rapporter på grundlag af “Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut”, men “Trivsel” og “trivsels-undersøgelser” blev hans store nummer.

I 1969 udgav “Socialdemokratiets Trivselsudvalg” hans pjece “Hvordan skabe trivsel i det moderne industrisamfund”. I ti punkter kunde man her læse, hvordan danskernes liv fra vugge til grav skulde forme sig efter en diktatorisk eensporet linje, som afslørede partiets visioner. Gik man socialdemokratiet på klingen desangående, undskyldte de sig med, at det bare var “et debatoplæg”, men ingen parti kommer naturligvis med forslag, de ikke selv går ind for!

Socialdemokratiets "Trivselsprogram" vakte polemik

Da Forskningsinstituttet (- trods formodentlig støtte ved pengetransaktioner fra statskassen via veninden Eva Gredal -) kom i økonomiske vanskeligheder, måtte det knyttes til et universitet eller lignende, hvis det skulde overleve. Formanden for Landsforeningen for Mentalhygiejne, professor P.Bonnevie forhandlede med Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Et ny-opfundet professorat i “arbejdspsykologi” ved Århus Universitet blev tilbudt Eggert Petersen, der måtte slå til for at redde sin “trivsels-levevej”, skønt han havde bedt om at måtte blive i København.

Eggert Petersen kaldte sig selv “bevidstgjort socialdemokrat”. I sin ihærdighed for at indføre sit “elagitære” samfund, hvor profit var afskaffet, og alle trivedes, glemte Eggert Petersen midt i sin “bevidstgjorthed”, at han selv “ikke var lige”, men var en af de dyrt betalte mentalhygiejniske pampere, der red på ryggen af folket og dikterede dem sine meninger. I Gladsaxe blev han vraget som MF-kandidat for socialdemokratiet, men overtog siden Helle Degns kandidatur i Hellerup-kredsen, dog uden resultat.

Eggert Petersens virke og avancementer gav indtryk af, at han var “plantet” og “protegeret”. Det forekom nemlig helt usandsynligt, at han selv ved sin viden og formåen skulde have været i stand til at nå frem til nogen større position i samfundet. Videnskabsmænd rystede på hovedet, betegnede ham som naiv og kaldte offentligt hans forskning for fup og fiduseri. Thomas Nielsen fra LO erklærede, at Eggert Petersen var fuldkommen afsporet, og Ekstrabladet talte om at smide penge ud til naturlæge Eggert Petersen...

Når vigtige partimedlemmer (kald dem pampere eller elefanter) som halvgamle mister folkets hyldest, er det ikke ualmindeligt, at de sendes ned til en plads i EU-parlamentet, som derfor har fået øgenavnet “Elefantkirkegården”. Her havnede Eva Gredal, Eggert Petersen, Poul Nyrup Rasmussen....

Ingen har dog gjort Trivsels-Eggert og hans Mentalhygiejne så grundigt og læsterligt til grin som den socialdemokratiske borgmester i Hinnerup, folkeskolelærer og forfatter, Vilhelm Lytken og John Carlsen med dere mesterlige teaterfarce “Trivslernes Hærgen i de nordlige Provinser” på Cafèteatret.

2012-02-06T14:52:00.001+01:00

Psychiatrien har altfor megen magt i samfundet og ønsker tilsyneladende at få endnu mere. Derfor føler jeg mig kaldet til at genstarte min blog, Spydpigen, www.spydet.blogspot.com og tage fat igen.
I den kommende tid vil jeg her bringe nogle gamle artikler om emnet. Man skal være velkommen til at videresende dem.

1.
Forkundskaber ere nyttige...

For at kunne have rette udbytte af oplysninger om samfundsnedbrydningen (under Den kolde Krig) er forkundskaber ikke bare nyttige, men nødvendige. Derfor her tre ord om tre foretagender:

Landsforeningen for Mentalhygiejne daterer sig fra (- nogen siger) 1938, (andre:) 1948 og er
tilsluttet World Federation of Mental Health. De tre globalt-indmeldte faglige sammenslutninger:
1. Dansk Psykiatrisk Selskab, 2. Dansk Psykologforening og 3. Dansk Socialrådgiverforening gav foreningen en stærk politisk slagside, ikke mindst da tidligere officer i søværnet, psykolog Eggert Petersen, tog fat. Han gennemførte storstilede propagandafremstød, der førte til oprettelse af Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut med ham selv som direktør. Instituttets "forskning" bestod i væsentlig grad af spørgeskemaer med mere eller mindre ledende spørgsmål. På denne måde opnåede man 1) kontrol med tanker ude i befolkningen, samt 2) et indsamlet materiale i den af instituttet ønskede retning, som man kunde bruge til at styre samfundsudviklingen med fremover ved at lægge det til grund for lovforslag og lignende, samt endelig 3) offentlig støtte til forskningen. Socialrådgiver Eva Gredal var et vigtigt medlem af foreningen, og hævet op på socialminster-taburetten kunde hun sørge for finansiering og expansion af foreningen.

Landsforeningen for Mentalhygiejne avlede døtreforetagender som Mentalhygiejnisk Forening for Børne- og Ungdomsforsorg, BRIS (= Børns Rettigheder i Samfundet) og Trekroner-Aktiv, som omtales i det følgende. Landsforeningen for Mentalhygiejnes mål og midler stak efterhånden altfor tydeligt i øjnene, og afsløringer af foreningens virke - bl.a. foretaget af statsrevisoratet - førte til, at foreningen måtte ophæve sig selv juni 1976 og overgive boet insolvent til skifteretten.

Men foreningens nøglepersoner fortsatte deres samfundsundergravende virksomhed på alle felter i vort samfund.

Kilde: Tidsskriftet AKTION, nr. 2 i 1977

Fortsættes her næste mandag 13/2 2012

rådgiverforening gav forening

2011-07-11T20:59:00.001+02:00

Spydpigen vil nu og da som gæst skrive på bloggen "Every kinda people", som har nedenstående link:

http://everykindapeople.blogspot.com/

samt på Hodjas blog

http://hodja.wordpress.com/

Bedste hilsener Gertrud

Sidste postgang!

2011-06-29T10:29:00.001+02:00

Spydpigens blog nedlægges den 1. juli. Jeg kan ikke hamle op med teknikken, og jeg har nu kæmpet intenst først i en periode på 14 år og siden i 11 år I stedet vil jeg nok sende stof til andre bloggere eller direkte til min e-mail-liste over kampfæller.
Tak for nu, god sommer og "god fortsättning" som svenskerne siger.

Dette indlæg skal dog af sted som en erindring om Oriana Fallaci!

Den kendte italienske journalist og forfatter, Oriana Fallaci døde den 15. september 2007 efter årelang kamp imod islamiseringen af Europa, befolkningernes underkuelse til dhimmier, den vestlige kristlige verdens frihed. Gennem sin realpolitiske skoling som halvvoksent pigebarn under verdenskrigens guerillakrig i Toscana fik hun en baggrundsviden at trække på: hun kendte bedre end de fleste de trojanske heste på travet og kunde skelne og vurdere.

Hun skrev flere bøger og artikler om islam for at advare italienerne. Bøgerne blev revet væk, inden tryksvær-ten var tør. Hun forklarede, hvad islam var for en størrelse og hvordan det vilde gå Italien, hvis ikke befolk-ningen satte sig til modværge. Men Gud vide, om italienerne har forstået budskabet? Eller om hun talte for døve øren ligesom Cassandra i oldtidens Troja?

Islamiseringen er taget til. Efter sigende bygges der en moské - et politisk brohoved - hver fjerde time i Italien!Og særlig kært er det naturligvis for islam at bygge dér, hvor Oriana Fallacis slægt har sine rødder og hvor hun er begravet, - i det vidunderlige Toscana.

Avisen Corriere della sera skrev i maj 2006

at der skal opføres en moské i den lille middelalderby Colle Val d´Elsa. Oriana Fallaci, som jo boede i New York, truede i den lokale ugeavis "New Yorker": "Jeg vil ikke se denne moské tæt på min hjemstavn, Greve. Jeg vil ikke se en minaret på 24 m i Giottos* hjemegn, når jeg ikke må bære et kors eller tage en Bibel med ind i deres land. Jeg sprænger den i luften!" -
"Hvis jeg lever så længe, tager jeg til mine anarkistiske venner i Carrara og sammen med dem tager jeg sprængstof (fra marmorbrudet) og sprænger den i luften."
Hun angreb projektet i sin bog "L´apocalisse", et postscriptum til hendes trilogi om Verden efter den 11/9.

Borgmester Paolo Brogioni forstod tydeligt nok ikke Oriana-"Cassandra"s advarsler mod islamisering: han svarede naivt, at projektet var et kulturcenter uden minareter, og at folk i Colle Val d`Elsa levede fredligt side om side.
Projektet som skulde koste 600.000 Euro har dog været genstand for international polemik siden 1999.
Og postkortet her viser, at der nok ikke er helt så fredeligt, som borgmesteren vil bilde os ind. Teksten lyder: Vi holder med jer imod moskéen.

*) Giotto, berømt kunstner, død 1337, er bl.a. mester for klokketårnet ved domkirken i Firenze.

Jalsa Salana

2011-06-25T00:08:00.000+02:00

I Karlsruhe holder det muhammedanske trossamfund fra den 24.- til den 26. juni deres årlige møde "Jalsa Salana" med en kampagne for at hverve folk for "Islamisk Fred" ved hjælp af taquyya (den af Allah tilladte løgnagtighed). For første gang i den ny messehal.

Kilde: den tyske Politically Incorrect 23. juni 2011

I hjertet af Schweiz

2011-06-24T23:41:00.001+02:00

90 asylansøgende til 300 landsbyboere.

Wassen Kommune i Kanton Uri i Schweiz skal give plads til 90 asylansøgere. Det schweiziske "Modtagelsescenter" for asylsøgende har ikke tilstrækkelig plads og har derfor besluttet at tilbyde militær indkvartering. Kommunen håber, at ordningen - som lovet - kun varer nogle få måneder. Men som tilstrømnigen er, kan det hurtigt gå stik modsat.

Kilde: den tyske Politically Incorrect 24. Jun 2011

Vil du ha´ et glas vand?

2011-06-24T00:53:00.001+02:00

Skt. Hansaften flyver hexene til Bloksbjerg. Man kunde eventuelt beskytte sig mod dem ved at lægge kors på vejene eller to jernsøm over kors på skorstenen og lignende.

Den korte sommernat er fuld af trolddom, der bl.a. viser sig ved hellige kilders undergørende kraft. Den mest kendte kilde ved København var Kirsten Piils Kilde, men også ved gammel Vartov var der rensende kildevand. Ikke så sært, når man tænker på, hvordan drikkevandet var inde i byen. Oprindelig havde man naturligvis klaret sig med brønde, men Frederik den Anden lod lægge en vandlednng fra Lundehussøen til Gammeltorv. Ledningen bestod af træstammer med et blyrør i midten, og da søen lå højt i forhold til byen, fik trykket det op over stenbroen. Christian den Fjerde lavede det senere om til et virkeligt springvand, som han udstyrede med figurer: Caritas (barmhjertigheden) med barn på armen og en dreng ved siden. Drengen er en såkaldt Manneken Pis, og den er ældre end den i Bryssel.

Vandet fra Lundehussøen var rimeligt rent, men vist kunde det ske, at der kom et par frøer eller en fisk med. Pumpevandet fra Peblingesøen og Sortedamsøen var mere tvivlsomt, selvom Christian den Femte beordrede, at det var strengt forbudt at vaske tøj elller andet i søen eller udskylle vogne, ”hvormed urenlighed føres” eller kaste døde dyr i vandet. Der fastsattes strenge straffe fra bøder og halsjern til at miste hest og vogn og komme i Bremerholm jern. Politimesteren fik halvpart af bøderne og Christianshavns Børnehus resten.

København voksede, og snavset og urenligheden voksede, og 1853 kom den store koleraepidemi, hvor der døde 4.757 mennesker. Men da ordentligt renset drikkevand vilde koste en del penge, kviede bystyret sig, og der skulde et par mindre epidemier til, før man endelig tog fat og fik vandet renset,

Frihed er det bedste guld!

2011-06-23T17:32:00.001+02:00

Geert Wilders er frikendt. Et rungende hurra for den gæve og uforfærdede politiker og hans kamp for ytringsfriheden!

Uden ytringsfrihed ingen demokrati!

Tilbageblik på en hysterisk uge

2011-06-22T22:32:00.004+02:00

Pia Kjærsgaards ugebrev

-mandag den 20. juni 2011

Næsten helt symbolsk holdt det smukke sommervejr en pause under Folkemødet i Allinge på Bornholm. Og skyerne trak også sammen over det politiske Danmark. Alt sammen på grund af grænsekontrollen og den hysteriske debat, som den har trukket i sit kølvand.

Et politisk folkemøde er en glimrende idé. Det er en god måde for vælgere og politikere at møde hinanden. Men jeg synes ærlig talt, at det bør afholdes et nyt sted hvert år. Og naturligvis et sted i ”Udkantsdanmark”. Bornholm er smuk, men desværre også utilgængelig for mange mennesker – navnlig i Vestdanmark.

Hertil kommer, at ikke mange har mulighed for at deltage på almindelige hverdage. Jeg så masser af skoleelever og pensionister, men savnede et repræsentativt udsnit af hele den danske befolkning. Den almindelige lønmodtager har ganske enkelt ikke mulighed for at rejse så langt.

Og så blev det navnlig en uge, som endnu en gang kom til at stå i grænsekontrollens tegn. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige – jo, jeg kan sige, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal må sidde og hygge sig i det skjulte sammen med den øvrige venstrefløj. De kan læne sig tilbage i liggestolen. Blå blok kan sørge for underholdningen helt alene.

En af dagens historier er, at det yderligtgående Enhedslisten - der ofte er overset i den ligning, der hedder en ”en ny regering” - kræver ”indflydelse på rød finanslov”. Nok en historie, der kan få det til at gibbe i midtervælgere. Men niks – Birthe Rønn og grænseaftalen stjæler igen-igen opmærksomhed. Helt grundløst!

Det skabte stort postyr, at jeg i forhold til den tyske ambassadør i Danmark skulle have trukket det såkaldte ”nazikort”. Derfor er det måske på sin plads at notere, at jeg aldeles ikke har trukket noget kort. Den tyske ambassadør bragte i en kommentar om kontrollen selv begrebet ”emotionel nationalisme” på banen og viceudenrigsminister Werner Hoyer talte om ”nationalismens ild” – hvortil jeg bemærkede, at tysk historie har budt på en del af den slags.

Hver gang noget lugter af nationalfølelse eller ”populisme”, bliver nazikortet trukket. Det blev det også i sin tid af den tyske forfatter Günther Grass, da han ikke brød sig om den danske regerings parlamentariske grundlag, fordi han mentalt var på flugt fra sin egen SS-fortid.

Gentager historien sig? Nej, aldrig helt nøjagtigt. Tyskerne kæmper stadig med et alvorligt traume fra Anden Verdenskrig, som lammer store dele af den tyske debat – og som eksempelvis betyder, at der i Tyskland end ikke eksisterer et EU-skeptisk parti, selv om et sådant parti kunne opnå stor popularitet i en befolkning, der har fået nok af at hjælpe kriseramte lande som Grækenland.

Traumet er forståeligt. Anden Verdenskrigs rædsler må aldrig gentage sig. Men i dag er krigens rædsler desværre blevet et nyttigt redskab for en politisk elite, der misbruger dem til at udelukke en stor del af befolkningen fra at have en mening. EU er flittig bruger af Anden Verdenskrig som politisk undskyldning for et elitært embedsmandsvælde. Ja, EU er et barn af Anden Verdenskrig, og faderskabet lader sig ikke fornægte. For at imødegå eventuelle fokuseringer på mine meninger om Tyskland, så vil jeg understrege, at jeg intet har mod Tyskland eller tyskere som sådan. Det er alene elitens udfald jeg imødegår.

At embedsmænd styrer bedre end nationalt folkevalgte politikere, kan mange EU-tilhængere skrive under på. Jeg behøver blot at nævne Jens Rohde, som tillægger EU-Kommissionens holdninger større værdi end hensynet til danske interesser – og som allerede har lært at aflire frasen om, at det jo gælder sammenholdet og det europæiske fællesskab.

Jeg kunne også nævne den tidligere svenske udenrigsminister Carl Bildt, der på sin blog ”advarer” Danmark mod grænsekontrollen, idet han hævder, at det kan slå skår i integrationen mellem Sjælland og Skåne. Mig bekendt er intet ændret mellem Danmark og Sverige – og hver gang jeg har set toldere, har de stået på den svenske side og ikke den danske…

Og for nu at komme tilbage til tyskerne – så er det da en tanke værd, at Tyskland nægtede at udlevere den danske nazist, Søren Kam, der er sigtet for at myrde B.T-redaktøren Carl Henrik Clemmensen i 1943. Tyskerne handler dermed i direkte strid med den europæiske arrestordre, som landet selv har tilsluttet sig. Den tidligere obersturmbannführer kan uhindret nyde sit otium i Bayern.

Grænsedebatten illustrerer meget tydeligt forskellen mellem små og store lande i EU. Når et lille land træffer en afgørelse, der kan være i strid med ”ånden i EU”, er det et nemt offer – og som regel bukker også en betragtelig del af det lille lands politikere under for presset, fordi man jo endelig ikke må ”fornærme” de store.

Et af Danmarks store problemer i forhold til EU er netop den groteske behagesyge, der råder blandt både mange politikere og forskere, der endda mener, at dansk underdanighed over for EU-mastodonten er noget helt uomgængeligt. Andre steder i Europa tager man den mere med ro – hvis et direktiv ikke harmonerer med dagsordenen, ignorerer man det ganske enkelt.

Efter dette tilbageblik på en hektisk uge kan jeg kun efterlyse en mere objektiv og saglig dansk holdning til EU.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Vil du ha´ shariabank?

2011-06-22T17:09:00.000+02:00

Shariabanker i Europa - ett fiasko ?

För några år sedan spådde många finansexperter att shariaunderkastade bankprodukter, (shariabanker, islamfonder och sukuk, d v s islamiska obligationer) skulle bli en succé i finansvärlden.
Tänk, 55 miljoner muslimer i Europa
som bara längtar efter att få shariaprodukter - och bakom dem hundratals miljarder dollars från Saudiarabien och Emiraten som söker säkra shariaplaceringar i Europa...
**
Men hur har det gått ? De enda europeiska börser som satsat på shariaprodukter är London och Luxemburg.
På London Stock Exchange är 8 sukuk och 25 islamiska fonder listade. På Luxemburg Stock Exchange är 16 sukuk och 45 islamiska fonder listade. Trots att en halvstatlig myndighet UK Islamic Finance Secretariat (UKIFS) arbetar intensivt med att sprida shariaprodukter över Europa finns det hittills färre än tio
shariabanker här. Storbritannien är ledande på området. Sedan Lloyds 2010 stängde sin shariaavdelning finns
det idag sex brittiska banker som bedriver shariaunderkastad verksamhet riktad till allmänheten.
Islamic Bank of Britain
European Islamic Investment Bank
Bank of London & Middle East
QIB UK
Gatehouse Bank
HSBC Amanah

I Tyskland finns den turkiska banken Kuveyt Türk och i Schweiz Faisal Private Bank.
I Danmark den Pakistanägda Faysal Finance (Denmark) A/S.
Den marockanska Banque Chaabi du Maroc öppnade 2010/11 verksamhet både i Frankrike och Holland. Kunder i Frankrike erbjuds redan shariaprodukter. I Holland "på sikt"....
**
I Danmark startade 2008 fyra små jylländska sparbanker Amanah Kredit A/S, som förmedlar bostadslån åt
muslimer. På hemsidan skryter de med att "arbeta i full överenstämmelse med sharia". De har nu öppnat ett flott huvudkontor i Köpenhamn, men enligt bankvärlden är företaget konkursmässigt....
**
Den enda islamfonden i Sverige har nu avregistrerats från PPM. Den säljs fortfarande av Avanza, som dock erkänner att "två år efter introduktionen har enbart ett dussintal personer sparat totalt mindre än 100 000 kronor i fonden."
"Än så länge har vi kvar produkten och vi försöker med alla medel att sprida information om den via imamer
och inom moskéer", säger Avanza.
***
Det torde vara en underdrift att säga att shariaunderkastade bankprodukter går dåligt i hela Europa utom
i Storbritannien...
Storbritannien har ett stort antal muslimer, som är väl organiserade via olika sekter. Till skillnad från övriga Europa äger brittiska muslimer ofta sina bostäder och är intresserade av banklån. Bankerna har gjort överenskommelser med de största sekterna, vars imamer i gengäld rekommenderar en viss banks
shariaprodukter.
Det var så Islamic Bank of Britain på kort tid växte från ingenting till ledande på marknaden. Men trots det
har banken hittills inte gått med vinst sedan starten 2004. Endast tack vare ett årligt tillskott från Shejken av Qatar överlever banken, som ses som en viktig symbol för sharias kommande seger.

Kilde: bloggen "Jihad i Malmö"

"Sverigebesöket"

2011-06-22T10:58:00.003+02:00

Revyer og sange om vore politikeres mere eller mindre sære beslutninger kan være festlige at høre på. Men de kan også blive "glemt" (læs bortcensurerede) i massemedierne, selvom grundloven skrev, at "censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres".
Hvorfor hører man ikke mere John Mogensens glimrende vise om Dybbøl Mølle, som maler helt ad helved til... ?

Svensk TV genudsendte i går aftes en medrivende forestilling med Owe Thörnqvist og hans band. Men nedenstående "synske" vise fra 1981 var ikke med i repertoiret. I dag er den gamle tekst mere aktuel end nogensinde. CD´en kan fås hos Ginza:

Jeg håber, at mine danske læsere klarer den svenske tekst

"Sverigebesöket"

Jag fick telefon från brorsan

att det var illa ställt med morsan

och han tyckte att jag skulle skynda mig hem.

Jag tog planet i från Rio

samma morgon klockan tio

och var hemma kvällen efter kvart över fem.

När jag såg min gamla mamma

grät jag tårar och jag stamma',

hon försökte le och ville hålla min hand.

Doktorn sa att det hänt vid buss-stationen,

när hon hämtat folkpensionen

slogs hon ned av tvenne modiga män.

Att dom sen fick nå'ra dar i buren

lär inte bota skallfrakturen

och dom lär redan va' i farten igen.

Är det sant att knarktrafiken

har förgiftat politiken

och att statsråd och polis har tvätt i dess byk?

Och att härvan bara växer,

Mr Y och Mr X är

ej dom enda bovarna som borde ha stryk?

Att vår invandringsminister

har fått tips av antikrist här

och släpper in dom gangsters andra länder kör ut?

Att fascismen gror i våra parker

i takt med terror, våld och knark här

att säkerhet och trygghet börjar ta slut

Att ingen vill ta ansvar mer för knogen

man lägger ner, nu rostar plogen.

Så här var Sverige inte funtat förut!

Kära svenskar, vad blev av er?

Det finns justa jugoslaver

liksom greker och turkar här i vår handelsbod.

Men mitt i bidragskarusellen

står nu jättedamen Ellen,

Moder Svea och bligar dumt som en plundrad kommod.

Det som ligger dig i fatet

är allt världsförbättrar-pratet

mens dina egna ungar sprattlar i maffians nät.

Och dom knarkar, svinar ner och stjäl,

våra gamla sparkar dom ihjäl.

Vad i helvete, Moder Svea, har du ställt till?

De politiker som dig förådde,

och media-cyniker som sådde

kaos får dig att verka helt imbecill.

Rum-dumme-dum-dill, rum-dumme-dum-sill,

dom lurar dig så mycket dom vill.

Angående umodne pigebørn, der vies til livslangt slaveagtigt

2011-06-21T21:45:00.003+02:00

forhold til en fremmed mand...

Hvordan kan Bæk Simonsen og Rønn Hornbech være så moralsk afsporede, at deres ligegyldighed for umodne pigebørn ikke bare er en uanstændig flyvsk tanke, som tilfældigt er strøget forbi og som fylder dem med skam, - men en holdning, som de sætter ord på!

Man tager let på. at såkaldte "imamer" lokker piger ind i en situation, som de ikke har fjerneste begreb om, og som folk som Bæk Simonsen og Rønn Hornbech bærer en ikke ringe del af ansvaret for, den ene som minister, den anden som lobbyist for islam.

Bibelen er det rene porno!

2011-06-21T16:11:00.003+02:00

Forbyd Bibelen, den er pornografisk, siger politikere i Pakistan. Lederen af partiet Jamiat Ulema-e-Islam, Maulana Abdul Rauf Farooqi, føler sig krænket over, at Adam og Eva løb nøgne rundt i Paradiset. Jamen hvor forfærdeligt! Tænk at ikke Vorherre havde nogle underbuxer til dem, da han skabte dem i sit eget billede! Eller havde anbragt en Hennes og Mauritzbutik rundt om hjørnet.
Hvor meget ærkevrøvl og vulgaritet skal man høre fra islam?
Maulana Abdul Rauf Farooqi må være en værre gris! For nøgenhed som sådant er der jo ikke noget anstødeligt i. Det må være visse menneskers perverse tanker! For den rene er alting rent. Honi soit qui mal y pense! Skam dig Farooqi!

Kilde: Avisen.dk | 19.06.2011 | 786 ord | artikel-id: e2bf2544

Illustration: Muhammeds forfædre i fiinblade

Voldtægt som strategi

2011-06-21T12:11:00.001+02:00

Det er ikke bare i Afrika voldtekt anvendes som strategisk våpen i krig og borgerkrig. Primitive tobeinte udyr forekommer så mange steder, og Europa har fått oppleve sin rikelige andel. Det klassiske eksempelet er og blir russernes erobring av Tyskland, der voldtekten var systematisk, ordinert av øverste politiske ledelse, som ettertrykkelig og varig underkuelse av det tyske folk. Millioner barn og kvinner ble traumatisert for livet som følge av overgrepene. Det er nettopp kommet ut en biografi av forbundskansler Helmuth Kohls hustru Hannelore, som ble offer for massevoldtekt av russiske soldater da hun var 12 år gammel, mishandlet og invalidisert. Ugjerningen forfulgte henne livet ut, minnene og smertene, fysiske som sjelelige, skammen og fortielsen drev henne til selvmord i 2001. Millioner navnløse måtte leve med sine traumer livet ut, men mange valgte å gjøre slutt på pinslene.

Nå opplever vi det samme i Norge. Ikke som en flodbølge, som da Den Røde Hær veltet inn over Tyskland, men mer som en geriljakrig, som forpostfektninger, kanskje for at vi skal få venne oss til tilstandene, og forsone oss med skjebnen som hærtatt folk. Det er selvsagt kvinnene det går ut over, men også mennene blir rammet: Voldtektsforbryterne, enkeltvis eller i gjenger, demonstrerer at vi ikke har mannsmot til å verne våre døtrer, hustruer, kjærester, knapt nok våre mødre, at samfunnet ikke har evne eller vilje til å sørge for elementær trygghet for sine borgere.

Tross krampaktige forsøk fra innvandringsindustrien og tilhørende politikergrupper på å dekke over de uhyggelige realitetene VET VI hvem som gjennomfører disse avskyelige overgrepene. I tillegg til beskrivelse av hudfarge og ansiktstrekk beretter ofrene at gjerningsmannen/-mennene snakker gebrokkent norsk. Udyrene må da enten ha oppholdt seg her i landet over noen tid, og/eller myndighetene har spandert språkkurs, “integreringskurs” på vedkommende. Det kunne vært annen kunnskap som burde vært prioritert, som for eksempel at voldtekt ikke hører inn under omgangsformene i Norge.

Først og sist er dette et politikeransvar. Vi burde aldri sluppet disse menneskene inn i landet, og de ansvarlige må antas å ha såpass kjennskap til de land og de mennesker det gjelder at de VISSTE hva de utsatte oss for da de åpnet dørene, og i tillegg pengebingen: Her skal alle fritt få dekket sine materielle og seksuelle behov. Faen spare!

BJARNE DAHL

Høvik

Allah goda våldtäcksmän lyssner säkert på dig

2011-06-21T11:48:00.001+02:00

Åh Gud! Hvor megen uvidenhed og bundløs naivitet er der plads til i den svenske Riksdag?
Er der ikke nogen, der kan forklare denne Cecilie, hvad islam er for en størrelse, så hun ikke
fortsætter sit landsforræderi til fordærv for det svenske folk.

Her er en interessant brevvexling:

Hej Cecilia (Magnusson)...
Jag läste att du hade gått med slöja för att respektera deras religon vid mosken i Göteborg jag vill bara förhöra mej om det är sant....

Och är det sant tycker jag du även skall inskaffa koranen o läsa vad deras tro är om västvärlden
Det skulle vara mycket intressant o få veta om detta är sant eller det är taget från luften....

Samt om du har vetenskap om vad som händer i länder där denna tro finns idag o ser vad det verkligen innebär.

Är detta något som Moderaterna vill bygga upp i vårt land då blir jag rädd !!!

Mvh/Morgan Johansson

Hej Morgan!
Tack för ditt e-brev. Mycket riktigt tog jag min sjal över huvudet när jag gick in i
Göteborgs moské efter invigningen
i torsdags. Jag vet sedan tidigare besök i moskéer att man vill ha det så, precis
som alla tar av sig skorna...

Jag är övertygad om att nu när vi har fått en moské i Göteborg kan vi på ett helt
annat sätt diskutera religionernas roll i samhället. I mitt anförande under invigningen
underströk jag vikten av att de aktiva i moskén tar ansvar för utbyte med andra
religioner och samhället i övrigt och att vara med och utveckla den svenska demokratin.

Jag som moderat är övertygad om att kontakt och samtal är att föredra framför alternativet.
Hör gärna av dig igen!

Hej Cecilia o tack för ditt svar...

Jag hade nästan räknat med att jag skulle bli stämplad som nazist när jag mailade dej vilket jag dock ej är !!

Att man skulle ha sjal över sej visste jag dock inte men däremot att man tar av sej skorna...

Men vad jag ville poängtera för dej Cecilia är vad du än gör så har dom sin tilltro till koranen
Det sker ju hundra tals omskolningsresor om året till hemländerna för att ungdomarna ej skall bli försvenskade

Du vet säkert även om att det skickas folk med denna tro för utbilning o göra terror dåd vilket oroar säpo redan
eftersom det skickas mycket från sverige som sedan kommer utbildade tillbaks hit,,,

Deras mål o tro den är så stark så du vet inte vad som händer bakom dessa dörrar världen över....

Något som var mycket intressant det var när en moske besöktes i Sverige utan förvarning med en dold Kamera
Gissa vad som händer jo det kommer 1 man med stege o börjar plocka ned tavlor på väggarna
på bland annat Bin Laden med fler terror ledare tycker du vi skall hedra dessa massmördare som dom plockade ned från väggen,,,,,

Det är det jag är rädd för att deras tro skall ta över vårt land för då spelar det ingen roll om du har sjal
o tar av skorna alla västlänningar är otrogna för vi har en annan religon.....TRO MEJ Cecilia

Ni styr vårt land rakt in i helvetet rent ut sagt om ingen tar tag i verkligheten

min sista fråga har du läst Koranen ???

Mvh/Morgan Johansson

Hverdagsdrama i Tyskland

2011-06-20T17:22:00.000+02:00

(nogle uger gammel artikel:)

Et drama i hverdagen opptar for tiden rettsapparatet, mediene og folkemeningen i Tyskland. En 77 år gammel mann, krykkebruker etter implantering av kunstig kneledd, ble overfalt i sitt hjem av 5 maskerte innvandrerungdommer, mishandlet og ranet. Etter grov mishandling og med pistol mot pannen ga den gamle mannen fra seg lommebok og nøkkelen til pengeskapet. I opphisselsen, under ransakingen av huset etter smykker og andre frynsegoder, kom ransmennene til å utløse alarmen – den gamle hadde vært ranet før, og i tillegg til alarmanlegg hadde han lagt en ladd pistol innenfor rekkevidde. Da de fem forsøkte å flykte, kom han seg løs, og skjøt etter dem. Han traff én, en 16 år gammel kosovoalbaner, som døde på åstedet.

De andre fire ble tatt av politiet i Neumünster. Én til var kosovoalbaner, to tyrkere, og én kongoleser, trolig en representativ blanding av innvandrerbefolkningen på stedet, alle 16-17 år gamle. Politiet slo raskt fast at dette var gamle kjente: alle var dømt flere ganger for overfall og ran, narkotikasaker. Offeret hadde hatt god grunn til å frykte for livet.

Familien til den avdøde satte omgående frem krav om tiltale og straff, det var så opprørende, så rasistisk at en gammel og steinrik mann tok igjen ved voldelig overfall i eget hjem, og skjøt en så prektig ungdom. Rett nok ble det påvist at solskinnsgutten hadde en rekke domfellelser bak seg, var utvist av skolen, arbeidsledig, sov hele dagen og belå tyske jenter om nettene – deres egne jenter er som kjent tabu, nåde den som så mye som ser på dem. Foreldrene hans henvendte seg direkte til justisministeren og krevde livstidsdom, intet mindre. I påvente en mulig tiltale har klanen opprettet en slags likvake utenfor hagegjerdet til offeret, med et alter, bilde av ransmannen som falt på sine gjerninger, blomster og skrik og skrål. Det har ikke manglet på drapstrusler, varsel om blodhevn.
På den andre siden har tyske røster ytret beklagelse over at han ikke hadde skutt samtlige.

Det skulle ikke forbause om de vinner frem, rettsoppfatningen er om lag like pervers i Tyskland som i Norge. Men dette dramaet er bare det foreløpig siste av en rekke overgrep som tyskerne og andre har opplevd, og som serberne hadde måttet leve med i årtier, inntil de mistet tålmodigheten, og forsøkte å sende inntrengerne tilbake til Albania. Som takk for tiltaket satte US Airforce og betegnende nok Luftwaffe i gang bombingen av Beograd, og tvang serberne til å avstå store deler av sitt kjerneland til de notorisk ondsinnede naboene. Det lå nok storpolitikk i det: Europa SKAL ta imot muslimenes befolkningsoverskudd, og europeerne SKAL finne seg i et samliv med kniven på strupen. Sånn sett er det en bitter ironi i at Tyskland har fått sin rikelige andel av de menneskene landet enda en gang overfalt Serbia for. Den gamle krøplingen i Neumünster får slå seg til tåls med at det var en av hans store landsmenn som fant på begrepet “realpolitikk”.

I disse dager har de kappekledte håndlangerne til de politiske storforbryterne/forbryterske storpolitikerne fått klørne i den serbiske generalen som gjorde mest for å holde muslimene ute av Europa. Rettsforfølgelsen avslører hvor lite politisk klarsyn som råder i de herskende kretser. Jeg håper helsen holder hos den gamle krigeren, og at han får komme til orde og forklare verden at det som skjedde i Serbia i går vil skje i Europa i morgen.

Bjarne Dahl, Bærum. Lørdag 04. juni 2011

Frigörelse

2011-06-20T15:36:00.000+02:00

Svensk artikel fra Mors Dag maj 2011: Vi kallar det frigörelse

För ungefär 65 år sedan, vilket inte är så förfärligt länge sedan, tystnade kanonerna efter ett krig där våra förfäder trodde att de kämpade för att rädda Europa för sina barn och barnbarns skull.

Under de år som följt verkar det som vi västerlänningar systematiskt har konstruerat ett samhälle där vi sakteliga utrotar oss själva men utan blodbad. I stället har vi valt att arrangera våra liv och villkor för att avsevärt minska antalet inhemska européer som föds.
Sett var för sig verkar mycket av vad som hänt under dessa år helt ofarligt, i vissa fall till och med fördelaktigt.

Ingenting kunde vara bättre än den sexuella revolutionen, eller hur?
Former av preventivmedel har funnits med varierande grad av effektivitet i hundratals år, men aldrig tidigare har det varit så lätt att undvika att bli gravid. Många kommer att hävda att möjligheten att undvika en oönskad graviditet är bra. Tänk på den skam och social utslagning som drabbade ogifta mödrar tidigare och också den ekonomiska börda som stora familjer kan orsaka.

Ett effektivt och lättillgängligt preventivmedel har fördelar för den enskilde, men det har orsakat att miljontals europeiska barn aldrig blivit födda och det är, som vi ser nu, en kollektiv förlust för Europa.
P-pillret, som ursprungligen var tillgängligt för gifta kvinnor som ett medel för familjeplanering, firas som ett vapen för kvinnlig frigörelse och en succé inom alla västerländska nationer. Men det har också orsakat att vi inte föder tillräckligt många barn för att vår ras ska överleva.
Abort anses som en rättighet och också ett sätt att befria kvinnorna. Om man är emot abort anses man vara ond, obalanserad, orationell och automatiskt emot kvinnor.

Det finns naturligtvis också andra, mindre uppenbara sätt att förhindra födslar . Man skapar en miljö som motverkar längtan efter att få barn. En ekonomisk politik har avsiktligt bedrivits så att den stora majoriteten av kvinnor nu tvingas arbeta, snarare än stanna hemma och bilda familj.
Naturligtvis tror man att det är frigörande och självförverkligande att vara borta från hemmet 10-11 timmar per dag, medan de allra flesta i själva verket inte har något alternativ.

Vad har förändrats?
Det har att göra med sociala attityder men allra mest med den nya ekonomiska verkligheten.
Så sent som på 1960-talet tjänade den genomsnittlige mannen tillräckligt för att försörja hem och familj; en familj som i genomsnitt var större än en modern västerländsk familj i dag. Det är inte längre möjligt för personer under chefsnivå och endast om mannen jobbar mer än 8 till 5 varje dag.
Följaktligen kan de flesta män inte längre försörja sina familjer på egen hand. Som en direkt följd arbetar de flesta kvinnor utanför hemmet och de flesta förvärvsarbetande kvinnor avskräcks att skaffa barn och har färre barn än tidigare generationer.
Det är lögn att säga att kvinnor har ett "val" att arbeta. De har inget val, de måste arbeta och det är inte frigörelse.

Oavsett synen på preventivmedel, abort och arbetande kvinnor (jag är verkligen för att kvinnor fritt kan välja att förvärvsarbeta) är det omöjligt att förneka att, till följd av västerländsk politik, avsiktlig eller inte, har födelsetalet drastiskt minskat bland infödda européer.

En viktig anledning, (numera ofta hånad) till att ha många barn var att "om man byter blöjor på dem kanske de en gång byter blöjor på oss när vi blir gamla."
Nu kräver vi att Staten tar över all vård från vaggan till graven.
Det behövs inte heller någon verklig ansträngning för att skapa inkomster och besparingar när Staten tar hand om alla behov, skyddar mot alla risker, lägger beslag på största delen av inkomsten och fram till nyligen också en stor del av arvet; varför skaffa barn alls?

Sekularism leder också till en minskning av befolkningen. Om staten är gud, och lycka definieras som social rättvisa i materiell mening, har vi ju här och nu allt som betyder något. Staten definierar moral och vad som är det ytterst goda för det största antalet människor.

Känslan av självuppoffring, personligt ansvar för synd och överträdelse och uppskattning för någonting utanför och efter detta är förlorad. Ett samhälle som inte tror på ett liv efter detta kommer att bli mycket besviken över att Staten aldrig riktigt uppfyllde sina löften.

Samtidigt som färre barn föds i Väst gör man där sitt bästa för att pumpa pengar till icke-västerländer och firar att barndödligheten minskar i dessa länder.
Medan vår befolkning åldras och vårt födelsetal sjunker, ökar den icke-europeiska befolkningen i världen i rasande fart.
Etiopien är ett bra exempel. När programmet Live Aid skred till aktion 1984 var befolkningen i Etiopien 42 miljoner och nu är den nästan 81 miljoner och 2050 beräknas den uppgå till 145 miljoner. I Pakistan och Zimbabwe ser vi samma tendens.

De "Gröna" höjer sina röster och skriker till oss att "vi måste reducera jordens befolkning" men det gäller bara oss, den västerländska, teknologiskt högstående delen av världen.
Vi måste importera miljontals människor för att ersätta de vi inte har producerat, dvs. oss, och vi importerar dem från kulturer som inte har samma rötter som vi har. Resultatet av detta ser vi runt omkring oss varje dag i den misslyckade multi-kulturen.
Politiker hävdar att vi ska se det som en "berikning" men vanligt folk däremot anser inte att försämring av sammanhållningen, uppkomsten av brott, förvandlingen av deras gamla kvarter till " no-go zoner", är en "berikning."

Vanliga människor är väl medvetna om att de bevittnar ett fenomen där deras kultur håller på att ersättas. Vanliga människor känner sig knutna till den civilisation som deras förfäder skapat. De vill inte att det ska ersättas av ett mångkulturellt samhälle där värderingar, som går stick i stäv med deras egna, ska anses lika bra. Det är inte främlingsfientlighet eller islamofobi att anse att vår västerländska kultur är överlägsen andra kulturer - det är sunt förnuft.

Børnehave imod dansk grænsekontrol.

2011-06-19T17:29:00.000+02:00

Ved grænseovergangen i Kruså har 150 børn fra venstrefløjens "Jusos-antifascisme" demonstreret imod den planlagte danske grænsekontrol.
Kilde: den tyskre Politically Incorrect 18.6.2011

Schweiz ruster op

2011-06-19T17:02:00.001+02:00

Den schweiziske forsvarsminister Ueli Maurer fra det schweiziske Folkeparti har store planer om fremtidens schweizerhær. Til landets forsvar må man trods al europæisk økonomisering igen få antallet af soldater op på 100.000.

Allerhelst vilde Maurer øge antallet fra nuværende 80.000 til 120.000, men alle borgerlige partier kræver 100.000 mand, hvorfor det let kan gå igennem i parlamentet. En klar kovending i forhold til 90´ernes politik, hvor man stadig skruede ned.

Der skal også investeres mere i den materielle udrustning.

Kilde: den tyske Politically Incorrect 19.6.2011.

Venstrefløjens beskidte hemmelighed (fortsat fra gårsdagen 2)

2011-06-19T14:48:00.012+02:00

Her fortsætter Robin of Berkeley sin forklaring af forholdene ved visse amerikanske skoler, hvis udbredelse man plæderer for på højeste niveau:

Sexundervisningen er ændret siden min skolegang, hvor man så tegnefilm om sædceller, der svømmer frem mod ægget, - til en direkte voldelig krænkelse af børnenes uskyld. Ni-årige lærer at sætte kondomer på
bananer: børn i mellemskolen krymper sig under talerne om kønsskifteoperationer. I de højere klasser er der masser af gratis kondomer til fri anvendelse.

Forbundsregeringen og progressive stater, som Californien, er de helt store heppekor for at børn skal blive seksuelle junkier. Det Een Verden-elskende FN har ringlet med proklamationer, der erklærer "børns ret til masturbation." Den seksuelle fordybelse og overflod i dagens offentlige skoler stimulerer ikke kun børnene til at eksperimente med det modsatte køn; den opmuntrer dem til at overveje en bøsse eller biseksuel livsstil, eller en livsstil med masser af elskere. Det at være bøsse synes mere og mere tiltrækkende, når skolerne afholder forsamlinger, hvor bøsselærere og teenagerne tilbyder vejledning og støtte. Og alle den specielle service og opmærksomhed har virket som en slags magnetisk tiltrækning på nogle børn, der bare længes efter en identitet og et tilhørsforhold.

Der er faktisk et ord for, hvad skolerne foretager sig; det er en slags rekruttering for noget der kaldes "queering." (homoseksuelt). Dette udtryk blev rigtig kendt efter at Obama udnævnte Kevin Jennings som sin Skole-Zar. Jennings blev berygtet i Massachusetts for hans "queering" af teenagere ved at instruere dem i øvelser med fisting og water sport.

(Se følgende artikler om Jennings på synopsis, 1 og 2 og 3:)

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/10/pdofili-og-obamak.html

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/11/undervisning-i-pdofili.html

http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/04/seksualiseringen-af-ungdommen.html

Men nyhederne bliver værre endnu. Det seneste skrupskøre (og det mener jeg virkelig) er at undervise i "kønsdiversitet" for børn så unge som 5 år. Kønsdiversitet betyder, at eftersom et køn er en social konstruktion, kan børn gratis ændre deres køn når de får lyst.

En offentlig grundskole i Oakland holdt fornylig en todages seminar om kønsdiversitet. Børnehavebørn og op til 1. klasses børn udforskede spørgsmålet, "Dreng, Pige eller Begge Dele?" samtidig med at man gennemgik billedbogen "Min Prinsesse Dreng." Elever i de lidt højere klasser bliver informeret om at kønsdiversitet er naturligt; at det forekommer overalt i naturen og i dyreriget. Man får serveret sangen "All I want to be is me," mens de får at vide, at de "kan være en dreng, en pige, begge dele eller ingen." Og medmindre du mener denne form for hjernevask kun finder sted i Berkeley og Oakland, så er der altså nationale organisationer, der arbejder hårdt for at få bragt det til et klasseværelse i din nærhed.

De progressive offentliggør selvfølgelig ikke, at en sådan optræning som "queering" er det samme som at gradbøje kønnet. I klassisk dobbelttydig tale indpakker de programmerne i noble talemåder såsom "sikkerheds træning," og "anti- forhånelse."
(Således er Kevin Jennings stilling i Obama administrationen omhyggeligt blevet omformet til "Assisterende ministersekretær i kontoret for sikre og stoffrie skoler.")

Mens optræningen angiveligt skulle handle om sikkerhed, bliver der hurtigt sat fokus på seksuelle minoriteter. Der er ingen hjælp til det kristne barn, der forhånes for sin tro, eller den tilbageholdende teenager, der drilles skånselsløst for at vente til ægteskabet er indgået.

På en eller anden måde vender 'sikkerhedsproblemerne' altid tilbage til - bøsse, biseksuel eller transseksuel ungdom. Måske er dette en måde at kontrollere og intimidere det seksuelle flertal. Man tvinger dermed mere tale om sex ind i pensummet.

Uanset, hvordan venstrefløjen 'spinder' det, da bliver børn tvunget til at lytte til den ene ubehagelige, afskyelige snak om sex efter den anden. Det er heller ikke uddannelse. Det er faktisk statssanktioneret misbrug af børn.

Dette er endnu en af venstrefløjens beskidte små hemmeligheder: Den lethed, hvormed de vil bruge og misbruge børn for fremme af deres radikale agenda. Tilbage i 60'erne bestod hemmeligheden i ødelæggelse af børn på steder som Berkeley. I dag er det den udbredte udnyttelse af børn i de offentlige skoler.

Forkastelig seksuel opførsel er ikke kun, at onkel Henry befamler og stiller sig an. Misbrug eksisterer i en mangfoldighed fra at udsætte børn for upassende seksuelt materiale og stille dem seksuelle spørgsmål, der kan være for påtrængende, og så hele vejen til incest og voldtægt.
Læg mærke til de foruroligende paralleller mellem den ulækre onkel og nutidens skoler. Onkel Henry kan tvinge et barn til at se på pornografi; men det er jo ikke spor anderledes at kræve, at et barn skal sidde og høre på seksuelle samtaler og se film, og det begynder i grundskolen.

Den forkvaklede slægtning vil belære barnet om, at sex er dejligt; og at han kun gør det for barnets egen skyld. Bemærk ligheden med læreren, der rådgiver børn om. at det er helt i orden, endog ønskeligt, at have sex med hvem som helst; at børn faktisk har en "ret" til det.

Misbrug sker ofte i det skjulte, med misdæderen der fordrejer og forvrænger sin sande hensigt. Bemærk parallellen med lærerne der introducerer chokerende og forvirrende seksuel information til børn, uden forældrene er klar over det.

Selvfølgelig har venstrefløjen arbejdet på overtid for at sørge for at forældrene ikke er med i spillet. Venstreorienterede domstole har bestemt, at forældre ikke skal underrettes eller give tilladelse til sexsamtaler. I skolerne i dag har forældre kun lidt eller intet at skulle have sagt med hensyn til, hvad deres børn præsenteres for.

Lærerne tvangsfodrer børnene med et konstant måltid af seksuel information og fordærver dem. Når det drejer sig om den ulækre onkel, da ved de fleste børn, på en eller anden vis, at det, slægtningen foretager sig, er forkert.

Men lærerne er myndighedspersoner; de er vogtere for offentlighedens tillid. Skolerne krænker denne tillid og misbruger deres magt ved at hjernevaske børnene. Og det er sådan hjernevasken virker: Tving en person til at være i en usikker situation, hvor propagandaen gentages igen og igen, indtil ofret til sidst bliver følelsesløst og medgørligt.

Ved at holde fokus på ungdommen skaber venstrefløjen det fuldkomne offer. Seksuelt misbrugte børn mister deres evne til at sige NEJ -- eller blot erkende, hvornår det er passende at sige nej. Udsæt dem for sex som meget unge, og der indplantes permanente billeder i deres hjerner, nogle der stimulerer dem til at være opsatte på spænding, seksuelt eller på anden vis (Spydpigen: eller måske en afsky for det, som skulde være en kærligheds akt?).

Seksualiseringen af skolebørn drejer sig ikke kun om forskelle i holdninger mellem højre- og venstrefløjen. Men om forskellen på rigtigt og forkert.
At lære skolebørn at have fokus på vellyst; lokke dem til at forsøge sig med sex-aktiviteter, der kan gøre dem syge, endog udslette dem; give dem ret til kønsskifte....
Er der mon nogen med sundt sind der ikke kan se, at dette bare er noget så upassende; at det er direkte nederdrægtigt ondt.

De som står i spidsen for seksualiseringen af børn er vore postmoderne "Frankensteinere"; de har skabt sindssyge planer om at stjæle vore børns kroppe og sjæle.

Hvorfor dog? Af mange årsager: Kulturel Marxisme; social kontrol; desensibilitering.... måske fordi det samme blev gjort mod dem, da de var for unge til at sige fra; måske mangel på stærke arme til at vogte og vejlede dem blev de ofre for misbrug og mangel på omsorg i de smadrede familier og kollektiver for lang tid
siden.

Sosser for multitro

2011-06-18T23:20:00.004+02:00

Det svenske socialdemokratis broderskabsbevægelse tænker på
at ændre sit navn til "Socialdemokrater for tro och solidaritet" på
en kongres i Uppsala her i weekenden.
Begrundelsen er dels, at bevægelsen ikke længere opfatter sig
som kristen, men som multireligiøs. Dels at den vil udvide
medlemsskabet til mennesker med en anden tro, hvor man først
og fremmest tænker på muhammedanere. Formanden, Peter
Weiderud, nævner dog også katolikker og ortodoxe kristne.
I forbindelse med kongressen vil den multireligiøse bevægelse
holde et torvemøde sammen med venstrefløjens Ship to Gaza.
Åbenbart indgår jødedom ikke i Weideruds multitro.

Nævnte Peter Weiderud har tidligere været udenrigspolitisk
chef for Kirkernes Verdensråd, - den organisation, som tæller
340 kirker i mere end 120 lande og som nylig gjorde sig til
grin ved at vedtage en erklæring, som fordømmer enhver form
for krig.

Kilde: Världen idag 17.6.2011

Blufærdighed

2011-06-18T19:21:00.010+02:00

Apropos artiklen i går: Venstrefløjens beskidte hemmelighed.

“I danske skoler bliver seksuelt samvær før ægteskab omtalt som noget normalt, og børnene får at vide, hvad de skal passe på. Selv om de slet ikke er kommet i den alder, hvor de skal giftes«, sagde Faith Alev i en gammel Information fra 15. marts år 2000.

Selvom jeg næppe er enig med Faith Alev om ret meget, så er det dog positiv at han kommer ind på emnet “blufærdighed”, et begreb, som i vor moderne tid desværre synes at være blevet skubbet over i skammekrogen med hånlige ord. Blufærdighed er en lille perle, der tager vare på sindets uskyld.

Men 68´erne vilde ændre samfundet og det gjorde man ikke mindst ved at påberåbe sig “frihed” og “ret til”. Havde vi tidligere følt nogle begrænsninger eller måske endda snærende bånd, så fik vi nu frihed til dit og frihed til dat. I ugennemtænkt begejstring over begrebet “frihed” havnede vi i den modsatte grøft med næsten “frihed til alt”. Men er der noget, der hedder “frihed til”, så er der også noget, som hedder “frihed fra”! Hvis lærere finder det rigtigt at have “frihed til” at stikke ungerne alt muligt mere eller mindre etisk i næsen, så må børnene og deres forældre også have ret til at kræve “frihed fra” snuskede udtalelser o.l.

“For et muslimsk barn er det fuldstændigt utænkeligt at have seksuelt samvær før ægteskab”, pralede Alev.

Det utænkelige løber imidlertid gang på gang af sporet i teenageårene, så læger må indoperere en ny mødomshinde eller man må slå pigen ihjel, som det udyr hun er.
Naturen går over optugtelsen, hvad der kan give anledning til uendelig diskussion, for - ikke sandt? - naturen er i islam skabt af Allah.
Problemerne kan klares ved at tvinge pigerne til giftermål, så hurtigt de bliver kønsmodne eller endog før og give dem et fast programmeret liv - med tilhørende undertrykkende slaveri, som de alrig kan komme ud af.
Vestverdenens levemåde kræver på sin side i virkeligheden en god portion modenhed, hensyn og ansvar, hvilket selvsagt ikke altid lykkes, specielt ikke, når man bevidst politisk har ønsket at nedgøre “kernefamilien”.

Venstrefløjens beskidte hemmelighed

2011-06-18T16:12:00.002+02:00

Dette indlæg er specielt tænkt til unge, travle forældre, der ikke kan forestille sig, hvad der kan foregå bag deres ryg og imod deres ønsker og omsorg for deres børn. Det er oversat fra en amerikansk artikel om børn i børnehaver og skoler, skrevet af Robin of Berkeley på bloggen ”American Thinker 13.6.2011:

Da det er meget langt, fordeles det her på Spydpigens blog over to – måske tre – dages indlæg.

Det begynder med en lille indledning fra Spydpigen:

Desværre kan jeg (Spydpigen) nikke genkendende til indholdet i denne artikel fra Amerika. Det er ikke nyt. Jeg har i rigeligt mål set det under den kolde krig i Danmark - og siden i andre europæiske lande. En lille gruppe forældre kæmpede imod den fremstormende marxistiske samfundsundergravning i hverdagen uden støtte fra myndighederne - og måske uden til fulde at forstå, hvad der foregik på højere niveau, på de såkaldte bonede gulve. De borgerlige politikere sov og lod marxisterne arbejde i fred - eller endnu mere tosset: hjalp til!

Samfundsnedbrydningen havde givetvis baggrund i Frankfurterskolen og den ideologi, som den canadiske psykiater Brock Chisholm formulerede og spredte gennem oprettelsen af World Federation of Mental Health (Mentalhygiejnen) lige efter sidste krig. Psykolog Eggert Petersen brugte deres perverse idéer ved udformning af sit politiske ti-punkts-program 1969, hvordan Socialdemokratiet skulde indrette samfundet for alle borgere fra vugge til grav:

man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien og slå en brêche mellem forældregenerationen og børnene.

Samfundet skulde ændres

"Når krigen ifølge Clausewitz kun er en fortsættelse af politikken med andre midler, er også freden kun en fortsættelse af kampen med andre midler", sagde Lenin i 1920, d.v.s. Kampen for kommunismen hører aldrig op, men fortsætter i krig som i fred.

Midlerne og målet kan læses i de 45 kommunistiske langtidsmål. (”De 45 kommunistiske langtidsmål” fremkom i USA´s Kongresrapport af 10. januar 1963. De blev taget fra bogen ”Den nøgne kommunist” af W. Cleon Skousen, som begyndte sine indgående studier af kommunisterne inden sine 16 års tjeneste

i ”The federal Bureau of Investigation”. Disse mål blev samlet fra rapporterne efter Kongreshøringerne og ved hjælp af tilgængelige bøger af ex-kommunister.

Spydpigens blog har nævnt adskillige exempler på brugen af langtidsmålene).

Anden Verdenskrig havde - som alle krige - medført nye opdagelser, opfindelser, ny teknik. Der vendtes op og ned på verden. Alt blev industrialiseret, kvinderne var kommet ud på arbejdsmarkedet og begrebet "hjemmegående" blev nedvurderet og afskaffet. Som aldrig før gjaldt det arbejde, penge, karriere, velstand og velfærd - og børnene mistede deres forældre fysisk og psykisk.

Pædagogerne overtog det praktiske: puttede maden i munden på lillebror, tørrede ham i numsen, rakte ham legetøjet og forsøgte at passe på, at ungerne ikke sloges m.m. Men forældrekærligheden - var der tid til den efter kl. 17? Pædagogernes Fagforening, BUPL, var kommuniststyret og dyrkede kommunistisk pædagogik, og mange unge lærere og journalister blev venstrevredne under den kolde krigs Sovjet-propaganda.

Gruppesex og anden sex, kollektiv medrivende musik og alskens narkotika var den ny ungdomskultur, som støttedes af ansvarsløse mennesker, der skulde have bedre forstand, uinteresserede politikere, narkohandlere, samt naive medløbere, der ikke forstod situationen. For venstrefløjens ledelse var den kommunistiske

verdensrevolution vigtigere end alt andet. Og i alle diktaturer ved man, at spiren til fremtidens samfund ligger gemt i børenopdragelsen. Det, der indpodes i børn bliver hængende som det "rigtige". Derfor gør man en stor indsats allerede fra børnehaven - nogle endog fra vuggestuen - for at præge dem.

Den i den amerikanske artikel omtalte "beskidte lille hemmelighed" er 68´ernes "udbredte misbrug af børn" d.v.s. påvirkningen bag om forældrenes ryg, imod forældrenes livssyn og ønsker. Der var/er mange håndgribelige exempler på sådan virksomhed i Danmark. Og som den amerikanske Robin of Berkeley skriver: der er intet "børnene eller deres forældre kan gøre når de offentlige skoler bliver til korruptionens værktøj" og går venstrefløjens fordægte ærinde.

Robin fortsætter: I dagens offentlige skoler bliver børnene oversvømmet med seksuelt materiale. Vi taler ikke om seksualundervisning, men sexgennemblødning.

Grundlaget for nedbrydningen af børns sind gennem seksualundervisning blev indført for ca. 100 år siden af Tysklands Frankfurter Skole. Socialisterne iværksatte en kulturel revolution for at fordærve Vesten i en så slem grad, at den - med dens egne ord - ville "stinke". Nogle af deres metoder ville være ødelæggende for familien, fjerne magten fra forældrene og påtvinge seksualundervisning i skolerne.

Som sagt: denne artikel fortsættes her i morgen! Kære forældre og bedsteforældre: læs den!

Thorning er en kryster, siger Messerschmidt

2011-06-17T22:06:00.004+02:00

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, der i dag taler på Bornholm, betegner det som et helt enestående eksempel på hykleri, når Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt vil lade danskerne stemme om rets - og forsvarsforbeholdet, men ikke inkluderer euroen. Samtidig betegner han det som fejt, at Helle Thorning-Schmidt kun tør tage de sikre kort hjem.

"Det er den velkendte salamimetode, som EU-tilhængerne altid har budt danskerne. Hvis bare vi tager nogle små skridt ad gangen, så går det hele nok, synes rationalet at være. Helle Thorning-Schmidt ved naturligvis udmærket, at en afstemning om euroen vil være tabt på forhånd, fordi den fælles valuta blandt andet er årsagen til, at Grækenland er på vej mod bankerot.

Hun er en kryster", siger Morten Messerschmidt.

"Sagen om forbeholdene er allerede afklaret, og danskerne har flere gange taget stilling. En afstemning om forbeholdene vil være at holde vælgerne grundigt for nar. Men naturligvis er fremgangsmåde benyttet før - eksempelvis da man lod irerne stemme om Lissabon-traktaten, indtil de endelig totalt udmattede sagde ja. Danskerne er trætte af afstemninger, fordi de for længst har taget stilling. Men nu har Helle Thorning-Schmidt afsløret sine hensigter, og det er befriende", siger Morten Messerschmidt.

Kilde: Pressemeddelelse, sendt fra Bornholm 17.juni 2011
.

Foto: Mindeplade ved Hammers-hus til minde om
Bornhol-mernes oprør mod sven-skerne
1658
:

"Folket brød sit Fremmedåg

her, hvor Klippen bryder Sø

Frifødt Æt har Fædres Sprog

End Bornholm er

Danmarks Ø"

Væk med "Samvirke" med islam!

2011-06-17T13:21:00.000+02:00

Brugsens blad, Samvirke, synes åbenbart ikke om de protester,
kunderne fremfører med hensyn til slagtning. Redaktionen
forsøger at forklare, at der ikke er nogen grund til kritik, men
- det er der!

Ethvert skridt mod islamisering af landet, hvad enten det giver
penge eller ej, er en landsforræderisk handling. Islam lægger ikke
skjul på, at de vil erobre nyt land og overtage Europa. Da det
ikke foregår som åben krig med bomber og tanks, men meget
mere snedigt med en Femte Kolonnes psykologiske krigsførelse,
kræver det særlig kundskab at imødegå den. Den
schweiziske stat, som er den mest demokratiske i Europa og
modsat visse andre europæiske stater kender sin forpligtelse
at beskytte sin befolkning, har indgående beskrevet denne form
for fjendtlig erobring i håb om, at schweizerne ikke skulde blive
overrumplede.

Naturligvis er muhammedanerne "imødekommende" når
vi absorberer islams bagstræbende kultur, selvom vor begrundelse
måtte være så sølle som et prismæssigt godt tilbud fra Brugsen.
Man sælger ikke sin førstefødselsret, sin kultur, sit hjem, sine
rettigheder og sit land for en stegt frikadelle.
Og man skal ikke lade sig alt muligt vrøvl binde på ærmet. Islam
vil have kød uden blod, men kød uden blod findes ikke. Kød er
som bekendt gennemvævet med blodårer, hvad enhver kan se
med egne øjne.

Al slagtning er en brutal affære, hvad enten det foregår her eller
der, men islam er som ingen anden nutidig "religion" berygtet for
sin unødvendige brutalitet både mod mennesker og dyr.

Idealistisk læge

2011-06-17T12:17:00.003+02:00

Bin Ladens højre hånd gennem mange år, den ægyptiske læge

Ayman al-Zawahri har overtaget ledelsen af Al-Qaedas

Terrornetværk efter Osama Bin Laden.

Han blev leder af Ægyptens Islamiske Jihad i 1991 og i 1993

rejste han rundt og propaganderede i moskeerne i USA.

Zawahri var indblandet i mordet på præsident Sadat og gav ordre

til massakren på 58 turister i Luxor 17. november 1997

I 1997 indgik det ægyptiske islamiske Jihad i Al-Qaeda, og siden

da har han været operativ chef for dets terrorvirksomhed.

Han gemmer sig muligvis i Pakistan.

Kilde: bloggen Jihad i Malmö 17.11.2011

Hvem fabler om kommende "demokrati" i Ægypten?

Dragomir

2011-06-15T18:51:00.004+02:00

I dag er det Valdemarsdag, hvor vort ældgamle Dannebrog bliver

fejret, verdens ældste endnu existerende flag.Der er sikkert flere, der skriver om slaget ved Lyndanisse 1219,så lad mig i stedet for tænke på Valdemar Sejrs elskelige dronning Dagmar, som "lå i Ribe syg."

Dagmar - eller Dragomir, som hun egentlig hed - var datter af kong Przemysl Ottokar den Første af Bøhmen, og blev gift med Valdemar i 1205. Hun blev højt elsket af danskerne, hvad folkevisen da også tyder på. Hun fødte sønnen Knud 1209, men tre år efter er hun igen i barselsseng, og noget går galt. Hun lider voldsomme smerter og forstår, hvor det bærer hen. Hun sender bud efter Valdemar på Skanderborg Slot, og han rider som aldrig før. Hans hundrede svende kan ikke følge med, og da Valdemar rider op ad strædet i Ribe, var der kun een svend tilbage. Dagmar døde i Liden Kirstens arme.

Da kongen træder ind ad døren får han det sørgelige budskab, men hører også, at en søn er født "skåret af

Dagmars side". Valdemar knæler ved lejet og alle nærværende med ham og beder, at Gud vil unde ham endnu nogle ord fra hans elskedeDagmar. Hun vågner og beder ham "alle fredløse mænd dem giver I fred og lader alle fanger af jern" - to andre

ønsker klarer hun, så orker hun ikke længere: "Nu ganger himmeriges klokker for mig, jeg må ikke længer bie."
"Udi Ringsted hviler Dronning Dagmar."

Selvom nutidens ungdom desværre kun sjældent kan deres

Danmarkshistorie, så er der dog en del konfirmandpiger, som

kender det fine lille kors, som man fandt i dronning Dagmars

grav i Ringsted. Et meget fint byzantinsk emaillearbejde, som

pigerne nok i reglen må nøjes med i en simplere udgave.

Grækenland må ud af euro-zonen, siger Morten Messerschmidt.

2011-06-15T12:37:00.000+02:00

Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, betragter løbet som kørt i Grækenland. Så længe landet er medlem af euro-samarbejdet, vil enhver hjælpepakke falde i et bundløst hul, fordi grækerne ikke selv kan skabe den livsnødvendige økonomiske vækst og arbejde sig ud af krisen.

"Desperationen breder sig i EU, og nu siger selv den tidligere belgiske ministerpræsident Guy Verhofstadt, at flere redningspakker ikke kan løse problemerne i Grækenland. Det viser, at mulighederne reelt er udtømt. Euro-landene burde for længst have indset, at euroen ikke udgør en del af løsningen, men tværtimod årsagen til, at Grækenland er låst fast", siger Morten Messerschmidt.

"Euro-landene forsøger at træde vande, fordi de har hængt hele det europæiske projekt op på euroen. Men hvis den fælles valuta skal reddes på længere sigt, er der ingen vej uden om at udelukke lande i en helt håbløs situation"

"Regningen for de mange udsigtsløse redningsaktioner betales ikke alene af de velstående euro-lande, men først og fremmest af den græske befolkning, som i frustration over manglende fremtidsperspektiver forvandler Athen til noget, der mest af alt minder om en borgerkrig. Alle bliver på den måde tabere", siger Morten Messerschmidt.

"ECB og EU bør i fællesskab udarbejde planer for, hvordan de kriseramte lande kan hjælpes ud af euroen på en seriøs og holdbar måde, som muliggør skabelsen af vækst. Flere redningspakker svarer til at hælde benzin på et bål og fører kun til en yderligere forværrelse af krisen", siger Morten Messerschmidt.

Kilde: Pressemeddelelse fra Bruxelles, onsdag den 15. juni 2011/kaho

De åbne døres politik

2011-06-15T09:22:00.026+02:00

EU, som hersker over 27 lande, er imod grænsekontrol. De ser
åbenbart emnet fra en hel anden side: mange mennesker, som
har svært ved at klare sig i deres hjemlande, kan opnå en ganske
god indtægt gennem de åbne grænser, ja endog blive overordentlig
velstillede. Det gælder narkohandel, våbenhandel, menneske-
smugling, bordelvirksomhed, tobak, alkohol og meget andet.

EU´s Schengenaftale har vist sig total umulig med hensyn til at
bremse eller bare dæmme lidt op for al denne virksomhed, sådan
som de søgte at bilde os ind i begyndelsen, og ser vi på visse
regioner i Europa som f.ex. Syditalien så befordres maffiaen
direkte gennem de enorme EU-tilskud til "regionsudvikling".
(Disse forhold og korruption i EU har väret omtalt adskillige
gange bl.a. her på Spydpigens blog. Se 18/11, 23/11, 29/11
og 39/11 2007, 13/6 2009 og 22/1, 17/10 og 22/11 2010)

Åbne grænser svarer faktisk til, at vi ikke låser vore lejligheder
eller huse, når vi går i byen eller tager på sommerferie.

At afskaffe alt låsetøj kunde måske være en ny spændende idé
til EU´s galenskab?

De har sagt fra!

2011-06-14T21:03:00.001+02:00

De anmassende muhammedanere vil have moské i Firenze. Skal denne
smukke stad nu belemres med teltende kvinder og skrigen fra padderoks-tårne?
En ungdomsorganisation er i fuld gang med at råbe borgerne op og fortælle
dem den usminkede sandhed om den politiske lovbog. koranen og shariaen.
De har indsamlet 2000 underskrifter imod moskebyggeri, og det har givet nogle
politiske partier blod på tanden: Popolo di Libertá og Lega Nord bakker op og
fabler om eventuel folkeafstemning, når projektet offentliggøres sidst på året.

Men egentlig har der allerede været en slags folkeafstemning i Italien om
islam:
En af landets dygtigste journalister og tilmed fra Firenze, Oriana Fallaci, havde
gennem sin realpolitiske skoling under Anden Verdenskrigs guerillaindsats i
Toscana, en baggrundsviden at trække på: hun kendte de trojanske heste på
deres vrinsken og kunde skelne og vurdere.

Hun skrev flere bøger om islam for at advare italienerne. Hun forklarede dem,
hvad islam indebar, og hvordan det vilde gå Italien. Bøgerne blev bogstavlig talt
revet væk, inden tryksværten var tør.

Det var en folkeafstemning, som sagde sparto.

Skal vi "tolderere" manipulationerne?

2011-06-14T11:09:00.000+02:00

Hvor mange kovendinger kan man tillade sig, før troværdigheden går fløjten? Hvor mange løfter til vælgerne kan man ignorere? Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har sat nye standarder for skamløs politisk opportunisme, og det endda i en sag, som nyder opbakning fra et flertal af danskerne.

Undersøgelser har nemlig vist, at et flertal af danskerne bakker op om den permanente grænsekontrol, som udføres af toldere ved de danske grænser, og Dansk Told- og Skatteforbund har erklæret, at kontrollen nytter. Det er der talrige beviser på.

Og det har gennem tiden da bestemt heller ikke skortet på opbakning til grænsekontrollen fra
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti. Lad os kaste et blik tilbage på en ikke så fjern fortid:

”Jeg vil have den gamle grænsekontrol tilbage, som vi havde den for nogle år siden. Vi må i en periode vende tilbage til den gamle grænsekontrol, mens noget bedre bliver bygget op”, sagde Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt 5. juni 2009 til Danmarks Radio.

Og i Socialistisk Folkepartis bandeudspil ”Stop gangsterkrigen” lød det sådan her den 5. marts 2009: ”Grænsekontrollen skal skærpes med fokus på våbenindsmugling. Vore nabolande har langt flere ansat ved toldkontrollen, end Danmark har. Resultatet er, at der ved grænsen ikke er beslaglagt ét eneste våben de seneste to år. I Sverige pågriber man våbensmuglere, der er kørt direkte gennem Danmark, og som så tages ved Øresundsbroen.”

Ja, vi behøver såmænd ikke gå så langt tilbage. Folkesocialisten Jesper Petersen udtalte den 11.maj i år, at ”det har været et SF-krav i flere år, at der kommer flere ressourcer til toldindsatsen ved grænsen og i baglandet. Vi har faktisk selv sat penge af til det i vores økonomiske plan, hvor vi har afsat midler til at styrke SKAT, herunder toldindsatsen. Og det er mageløst, at DF slår sig op på at kæmpe for det her område, når de selv har skabt store dele af problemet”.

Og Socialdemokratiets integrationsordfører Henrik Dam Kristensen førte sig samme dag frem med en påstand om, at det hele tiden har været Socialdemokratiets politik, at grænsekontrollen skulle genindføres:

”Det er mærkeligt, at man fremlægger det som om, at de nu har et flertal for det. Der er kæmpe flertal for det. Det her kunne de have kommet med for lang tid siden.”

Det vil være trættende at opremse samtlige eksempler på Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis strategisk betingede opbakning til grænsekontrollen. Pointen er, at de to partier indtager et hvilket som helst standpunkt for at opnå magten, og at de ikke viger tilbage for at fiske i rørte vande, hvis det betaler sig.

EU har som bekendt indledt en massiv og hysterisk hetz mod den danske beslutning om at gennemføre en permanent kontrol ved grænsen, og det samme har såkaldte hjemlige ”eksperter” á la Marlene Wind, ligesom hærskarer af EU-parlamentarikere, tyske ministre og ambassadører har kastet sig over Danmark, fordi vi truer ”det grænseløse Europa”, der er en af de vigtigste byggesten i EU-ideologien.

Hetzen vidner først og fremmest om den afgrundsdybe rædsel, EU-ideologerne nærer over for de ”nationalistiske” strømninger i Europas folkedyb – og de tyske politikere ved udmærket godt, at også mange tyskere gerne ville have en øget kontrol ved de tyske grænser.

Så meget desto mere ynkeligt og pinligt var det, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti forsøgte at hælde aftalen om grænsekontrollen ned ad brættet ved at bringe regeringen og Dansk Folkeparti i mindretal i Folketinget – ud fra en ren strategisk betragtning. Man forsøgte sig med en grotesk forklaring om, at det aldrig havde været hensigten, at tolderne skulle placeres ved grænsen.

Men hvorfor så i det hele taget kalde det ”grænsekontrol”? Baglandspatruljer kender vi allerede fra Schengen-samarbejdet. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti kaldte det da også grænsekontrol – en sådan kontrol foregår naturligvis ved grænsen og ikke i Kolding eller Næstved.

Endnu en gang har vi fået et godt eksempel på, hvor langt Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er parate til at gå for at opnå magt. Ingen principper er hellige. Ingen løgne er for store. For ren løgn har det været fra ende til anden.

Danskerne kan kun være sikre på én ting: Nemlig at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal til enhver tid vil mene lige præcis det, som de vurderer, kan give dem regeringsmagten, og det uanset, hvad de tidligere har sagt, ment og skrevet. Magtbegæret i rød blok kender ingen grænser.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Kilde: Pressemeddelelse 14. juni 2011

Kongelig Mayestæts Toldkammer fra 1733 - altså Christian den Sjettes tid -

i Toldbodgade, København.

Asylsøgende børn lokkes til Sverige

2011-06-13T18:09:00.000+02:00

Fra Inger-Siv Mattsson
Nacka den 12 juni 2011

Öppet brev till

Dagens Nyheters redaktion
Ann Persson

"Sverige lockar asylsökande barn"

Bästa Ann Persson
I Er artikel om ensamkommande s k ”flyktingbarn” saknades uppgifter om kostnaderna för dessa unga män, som väljer att ta sig ttvärs över halva jordklotet för att slå sig ner i Sverige.
I den senaste budgeten anslogs ytterligare 875 miljoner kr till mottagandet av ensamkommande unga män. De tidigare avsatta tre miljarderna räckte inte eftersom strömmen av ”asylsökande barn” ökat drastiskt

Kommuner som tar emot ensamkommande ungdomar får en årlig ersättning på 500 000 kr för att underlätta mottagandet och öka kvalitén på mottagandet.
Kommuner får statlig ersättning för mottagandet av ensamkommande ungdomar såväl under tiden som de är asylsökande som för tiden efteråt för dem som beviljas uppehållstillstånd, PUT.
Kommuner som har en överenskommelse att tillhandahålla med Migrationsverket boendeplatser (personal, kost, logi samt omvårdnad etc)
- 1 600 kr/dygn för varje överenskommen plats plus 300 kr/dygn för varje belagd plats. Ersättningarna avser även de som fyllt 18 men inte 21 år under förutsättning att vården påbörjats före 18 års ålder.
Ersättningarna administreras av Migrationsverket

Oavsett om överenskommelse tecknats eller ej betalar Migrationsverket
- 30 300 kr/år och elev i förskoleklass
- 59 300 per år och elev i grundskola etc
- 67 200 kr/år för varje gymnasieplats för ett asylsökande ungdomar
- Ersättning för extra kostnader för elever med särskilda behov
- Ersättning för extraordinära kostnader för skolverksamhet

Ersättning för faktiska kostnader för boende och omvårdnad i
* tillfälligt boende i kommun där Migrationsverket har ansökningsenheter
* anvisad kommuns boende (utöver avtalade platser) t ex för boende i familjehem, grupphem/institution eller
vid behov behandlingshem
Dessa ersättningar avser även de som fyllt 18 år men inte 21 under förutsättning att vården påbörjats före 18 års ålder.

- Ersättning för transport till den anvisade kommunen
- Ersättning för anvisad kommuns utredning av ensamkommande ”barn” utgår med
* 39 000 kr per ”barn” vid placering i familjehem
* 31 000 kr per ”barn” vid placering i hem för vård eller boende dvs grupphem eller institution
- Ersättning för kostnader för god man
- Ersättning för betydande extraordinära kostnader som kommunen får ensamkommande ”barn”
- Under maj månad utgår en årlig ersättning för stödinsatser av förebyggande karaktär enligt SoL till
samtliga kommuner i vilka det den 30 april finns asylsökande under
18 år registrerade hos
Migrationsverket. Den totala ersättningen är 50 miljoner kr och
fördelas enligt följande
* 5 miljoner kr delas mellan berörda kommuner
* 45 miljoner kr delas mellan antalet registrerade ”barn”, vilka senare
genererar ett sammanlagt belopp till
berörda kommuner.

De ensamkommande unga männen - en dyrbar historia
Baserat på ovanstående utgifter kostar varje ensamkommande ung man det första året de svenska skattebetalarna 868 000 kr. För de 2 250 unga män som kom 2009 låg kostnaden på 19 530 000 kr.
Under perioden 2000 - 2010 kom 8 552 unga män vilket innebär att deras första år i Sverige kostat 74 231 360 kr eller totalt för hela perioden drygt 742 miljoner kr.
De ersättmingar som beräkningarna baseras på avser år 2010 och kan ha höjts sedan dess. Uppgift om dagens ersättningar kan erhållas från Migrationsverket.
Även om beräkningarna inte är helt korrekta ger de en fingervisning om vilka kostnader det rör sig om! Jag förutsätter att DN:s redaktion har kompetens nog att göra egna beräkningar baserade på de 2 395 unga män som togs emot 2010.
Till de ordinarie ersättningarna tillkommer många dolda kostnader bl a för skadegörelse och vandalisering på deras boenden, tolkar och advokatkostnader i samband med åtal för diverse brottslighet mm . Likaså saknas uppgifter om kostnaderna för nappar och leksaker till barnen – t ex nallebjörnar och dockor, ty givetvis måste de små liven lära sig att i Sverige råder jämlikhet mellan små pojkar och flickor och att det är könsneutralitet i valet av leksaker som gäller!
Eftersom dessa kostnader torde vara av intresse för DN:s läsareförutsätter jag att kostnaderna redovisas i en uppföljande artikel. Om Ni inte avser göra någon uppföljning vill jag gärna veta varför.

” Ensamkommande barn är big businees.”
Den 13 oktober 2010 konstaterade Dagens Samhälle att Migrationsverkets ersättningssystem ger privata och kommunala bolag miljonvinster på boendet för de ensamkommande unga männen. Det finns nämligen inget tak för hur mycket en plats får kosta och ersättning utgår oavsett om platsen är belagd eller ej.
Det kommunägda vård- och behandlingsföretaget AB Vårljus som drivit sex transitboende i Solna och Sigtuna har avtal som ger 2 150 – 2 175 kr per dygn och plats oavsett om platsen är belagd eller ej. 2009 tog Baggium Vård i Mölndal 3 015 kr per dygn och plats.

”Barnen” ljuger om sin ålder
Er artikel saknade också uppgifter om att många av de ensamkommande ”barnen” ljuger om sin ålder. I Norge – där man i motsats till Sverige på vetenskaplig väg kontrollerar ”barnens” ålder - ljuger 92, 3 procent om sin faktiska ålder.
I Sverige saknar 90 procent ID-handlingar och många uppger en lägre ålder än den verkliga. Hälften av de unga männen från främst Iran, Irak och Afghanistan är enligt uppgift över 18 år! Jag föreslår att DN:s grävande journalister undersöker och bekräftar eller dementerar denna uppgift...
I ett inslag i P4 Örebro sade Sara Dabai, ungdomscoach på ett boende för ensamkommande ”barn” : ”Jag måste vara uppriktig och säga att det är ett stort antal av de personer, klienter, jag möter som varit över 18 år. Vi vet att det kan skilja på 10 år.”
Samtliga 34 nyanlända ensamkommande ”barn” på ett boende i Malmö visade sig vara över 18 år.
Möjligen lider ”barnen” av progeria – en sjukdom som gör att kroppen åldras 8 – 9 gånger snabbare än hos friska barn!
P g a befarade övergrepp mot barn vill flera kommuner veta ”barnens” ålder innan de tas emot så att ”inte 30-åringar blandas med 15-åringar.”
Dessutom utsätter ”barnen” personalen på boendena för sexuella trakasserier.
Enligt fackförbundet Kommunal utsattes personalen på Gullspångs boende för flyktingbarn i Hova för våld, hot och trakasserier av de brådmogna ”flyktingbarnen.” De små liven hade bl a kastat möbler och andra inventarier mot personalen, hotat dem med vassa föremål och uttalat hot som ”jag ska märka dej”: Flera av ”barnen” hade ”ofredat och tafsat på den kvinnliga personalen på ett otillbörligt sätt.” Kommunal krävde att ”Gullspångs kommun vidtar åtgärder för att stävja det våld, de hot och de sexuella trakasserier som barnen utsätter framför allt den kvinnliga personalen för.” Kommunal krävde bl a att ”flyktingbarnen ska informeras om sina skyldigheter när det gäller ett acceptabelt socialt beteende.” Gullspångs socialchef Eva Timfors sade att ”det gör vi varje dag. Det ingår i den sociala integrationen.”
Än en gång kan vi konstatera att integrationen uppenbarligen inte fungerar! Det är förmodligen samma lyckade ”sociala integration” som bl a tar sig uttryck i stenkastning mot polis och räddningspersonal – brandkår och ambulans - ,samt lokaltrafik, sönderskurna brandslangar, utbrända bilar, nerbrända skolor, daghem och fritidsgårdar, överfall, misshandel, rån, gruppvåldtäkter, mord mm mm.
I Skellefteå gick ett ”ensamkommande flyktingbarn” bärsärkagång i det hem han placerats i. Han slängde bl a runt en TV och krossade alla möbler som kom i hans väg. ”Barnet” var 20 år!

Sverige är en magnet för ”asylsökandee barn”
Sverige tar i relation till sin folkmängd emot en mycket stor andel av de ca 10 000 minderåriga som varje år tar sig till Europa – närmare bestämt 20 procent. Sverige har på ett enda år avancerat från tredje till första plats i mottagandet av ensamkommande unga män. Det är ett skrämmande rekord.
Några av anledningarna till att Sverige utövar en sådan lockelse är givetvis den totala kravlösheten och bristen på kontroll av männens ålder och identitet, lägre krav på verkliga asylskäl samt att Sverige i motsats till andra länder utfärdar permanenta uppehållstillstånd . Givetvis sprider sig även ryktet om det grandiosa mottagande ”barnen” får i Sverige som en löpeld i hemländerna.
Sverige bör givetvis göra som Norge och skärpa flyktinglagstiftningen. Enligt informationschef Hanni Mathisen, UNHCR, ledde den nya lagen - bl a ålderskontroller och tidsbegränsade uppehållstillstånd - snabbt till att antalet ”asylsökande barn” drastiskt minskade. Dessutom återsänds de asylsökande till första asylland.
Såväl Norge som Nederländerna bygger dessutom barnhem i närområdet – bl a i Bagdad och Khaboul. Där kan barnen tas omhand och slipper kasta bort sin surt förvärvade veckopeng på att ta sig till Europa!

Snyftvalserna i media
Det är ingen hejd på alla gråtvalser som media spelar upp för sina läsare om de ”ensamkommande flyktigbarnen.”
I samband med de fem ynglingarna som julen 2009 påträffades i Småland hade DN denna bildtext: ”Efter 18 dygn i en container och irrfärder i en främmande skog (sic) väntar nu flyktigpojkarna på besked om sin eventuella framtid i Sverige.”
Aftonbladet ville inte vara sämre: ”Hit men inte längre räckte de 10 000 US dollar de betalat människosmugglingarna. Nu stod de i snön och såg bilens bakljus försvinna. /…/ De hade irrat omkring i timmar i skogen utan mat och vatten. Tårarna rann nerför kinderna på 14-årige Rahul Sultaini, när han berättade om skräckfärden i en container.”
Det visade sig att ”flyktingpojkarna” hade åkt 1:a klass med X 2000 från Köpenhamn och eftersom de saknade biljetter - snyltandet hade m a o redan börjat - blev de avhysta från 1:a klassvagnen i Sävsjö. Och pojkar förresten – en av dem uppgavs senare vara 30 år. Ett annat av ”barnen” hade från flyktingsförläggningen ringt sin fru i Afghanistan för 93 000 kr på skattebetalarnas bekostnad!
Enligt Jönköpingspolisen N-E Eriksson hade de unga männen kommit från Calais. När de vägrats fortsatt resa till England hade de tagit sig till Danmark f v b till Sverige.
Innan de fem fripassagerarna avslöjades hade de bl a hunnit lura en frikyrkopräst och låtit sig fotograferas under ett kors i en kyrka! Att en präst är lättlurad är s a s en förutsättning för jobbet - han tror ju på ”The greatest story ever told.”
Men på journalister borde man kunna ställa större krav kan man tycka.

Avslöjande bildbevis
Journalisteras snyftreportage om de ensamkommande unga männen har länge illustrerats av bilder på de skäggiga ”barnen” med 46 i skor. Men sedan många reagerat på diskrepansen mellan uttrycket ”barn” och männen på fotografierna ser man numera till att ”barnen” är nyrakade innan de fotograferas – som t ex de ”barn” som illustrerade Er artikel.
Tricken för att vilseleda läsaren är många. Den 24 september 2010 valde DN-fotografen Åke Jönsson att fotografera 17-årige Ali från Afghanistan i Hököpinge bakifrån. Vid ett annat tillfälle hade fotografen placerat en stor uppslagen bok framför ansiktet på det ”ensamkommande flyktingbarnet ” Himal från Nepal så att endast övre delen av pannans och hårfästet syntes.

Inger-Siv Mattson, f d internationell sekreterare vid ett statligt forskningsråd
Alphyddevägen 55, 131 35 Nacka

Der prædikes solidaritet

2011-06-13T16:15:00.000+02:00

Knud Ochsner er præst i sekten ”den Jesu-solidariske Folkekirke”, som blev udformet under 68´ernes theologistudier, hvorfor han da heller ikke skilter med sit andet fornavn - ”Christian”. Med denne åndelige ballast kan han ikke lide Lars Hedegaards bog om Muhammeds piger, som han har angrebet i Præsteforeningens blad. Hedegaard har svaret igen, men her skal jeg supplere lidt.

Straks efter sin theologiske examen i 1957 blev Ochsner ansat hos Det danske Missionsselskab og udstationeret i det socialistiske Tanzania i otte år, hvor han især engagerede sig i ungdomsarbejde og undervisning. Ved hjemkomsten blev han studievejleder ved Dansk Missionsråd, præst ved Hasle Kirke, medlem af Præsteforeningens hovedbestyrelse og optaget af dens fagpolitik. Siden blev han undervisningsassistent ved Århus Universitet.

Han repræsenterede præsteforeningen ved landsmødet i ”FN-Forbundet ” 1980 - en rødlig NGO, der ikke umiddelbart har noget med FN at gøre. Under den kolde krig anbefalede han sin røde præstekollega Hans Nebels "Kristne for Nedrustning" og var selv stærkt optaget af Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensens bog. "Oprør fra Midten" (Gyldendal 1978) - som han anså for en naturlig forlængelse af sine egne nøgleord: solidaritet og ligevækst. Bogen argumenterede for et "humant ligevægtsssamfund", og reklamerede for den (af psykolog Eggert Petersens i 1969 foreslåede) borgerløn. Bogen blev straks en bestseller, bakket op af alle rødlige genres journalister og bibliotekarer m.m. . for som Henning Tjørnehøj sagde på Johannes Aagaards Minikirkedage i Rønde 1978: `Bogen er en god ”rambuk” for socialismen, for den kommer ind i de borgerlige kredse på villavejene, mens socialisternes direkte tale om at ændre samfundet bliver afvist`.

Ochsner vendte sig imod Kristeligt Folkepartis formand, Jens Møller, og dennes opfattelse af socialisme, idet han mente, at kristendom og socialisme godt kunde forenes. Han var da også medunderskriver på en fredsappel fra kirkefolk til regeringen i december 1982, hvor Sovjets fredspropaganda som primusmotor stod på sit højeste.

Brev fra Norge

2011-06-12T18:27:00.000+02:00

Virkeligheten nærmer seg

Her forleden kom ekspertene endelig fram med tall og fakta, og ikke minst med beregninger som er gjort vedr. fremmedkulturell innvandring, økonomiske og sosiale kostnader. Og de kostnadene viser seg at de langt på vei overskrider all verdiskapning og nytte Norge har av dette eksperimentet. Ikke minst påpekes de enorme konsekvenser denne nesten ukontrollerte innvandringen vil få for vår framtidige velferd. Det er bare å bøye seg, takke og bukke for at noen endelig har fått lov til å legge fram disse tallene - og som i årevis har vært feiet under teppet. I Norge skal man helst ikke snakke om virkelighet og realiteter. For det er så mye festligere å la slikt ligge, og heller la humla suse!

Nå viser også meningsmålinger at 55,2 prosent av nordmenn mener velferdsmodellen blir svekket som følge av at Norge skal drive på som verdens sosialkontor. Ja sågar mener 23,6 prosent av de nordmenn som ble spurt, at Norge IKKE tåler disse økte utgiftene til innvandrere og fremmedkulturelle, derav lite integrerte mennesker som knapt nok snakker språket vårt. Og som ikke bidrar noe nevneverdig i yrkeslivet.

Ja, det er bare å konstatere at norske medier synes det er greit at virkeligheten blir gjort synlig. Men mindre greit synes jeg det var at talsmannen for Regjeringen, som sjøl knapt nok har vært i lønnet arbeid, ikke synes å oppfatte at nordmenns innsats gjennom velferdstiltak, der over halve lønna forsvinner i skatter og avgifter, blir spist opp av ei ikke bærekraftig fremmedkulturell innvandring!

Jo selvfølgelig kan det vises til at indere, tamiler, thailendere og andre i Norge som er godt utdannet og er i fast jobb. Men da blir det feil at en samtidig unnlater å nevne de største brukerne av Velferds-Norge – nemlig muslimene!

Narvik, 05.06.11. Amund Garfors (Leder for Demokratene i Nordland)

Socialsektoren er en katastrofe både menneskeligt og økonomisk

2011-06-12T15:30:00.000+02:00

”Jernhesten” på Hodjanernes blog fandt en interessant annonce fornylig:

Bliv en del af Københavns Kommune!

Arkiveret i: Bloggere, Jernhesten — jernhesten @ 10:37

Socialforvaltningen: “Vi søger en akutplejefamilie”

Uddrag fra denne spændende annonce: At være akutplejefamilie er mere en livsstil end et job, og det forudsætter en indsats fra alle i familien. I skal være indstillet på at åbne jeres hjem for både biologiske forældre og mange forskellige samarbejdspartnere. Børnene bor hos jer, til en varig løsning er fundet, fra tre dage til et halvt år.

Vi søger kontakt med familier:
•som er rummelig og anerkendende i forhold til børn med anden etnisk baggrund end dansk

Vi tilbyder:
•8 x vederlag både når I har et barn/ung og når I står ledige

Intet i ”velfærdssamfundet” er mere forløjet og håbløst end socialsektoren. Det må bero på, at den er baseret på psykologi og udøves af psykologer og socialrådgivere. Netop disse fag har for længe siden taget afsked med livets realiteter i forsøg på at bygge samfundet om efter deres egne utopiske versioner. Psykologer og socialrådgivere bildte sig selv og omverdenen ind, at de kunde løse de mest håbløse situationer mennesker imellem. De fik derved en utrolig magt over deres medmennesker, den mest dominerende magt blandt alle professioner efter at religion var så godt som afviklet. De var – næsten som noget overjordisk - så at sige hævet over den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Psykologi er ikke nogen eksakt videnskab med facitliste, men en pseudovidenskab. Psykologer kan selvsagt kun bedømme deres medmennesker ud fra sig selv og deres egen tankeverden og forståelse. De ved (!), hvad der er normalt og hvad der er unormalt, de ved (!) bedre end forældre, hvordan Lillepeter bør opdrages, de ved (!), hvad der er godt for børn og hvilke oplevelser der vil skade dem sidenhen i livet, de kan næsten ligesom fortidens spåkoner se ind i fremtiden…De ved (!) også hvordan gamle skal leve … De behøver ikke spørge dem… De ved, hvordan kriminelle skal takles og komme ud af uføret…og har soleklare forklaringer på hvorfor det er gået galt…

Men al deres viden til trods kan der nævnes utallige exempler på socialsektorens fejl, forsømmelser, forkludringer, overgreb, misforståelser, magtudøvelse etc. Men så godt som alle i sektoren er fritaget for ansvar og kan gemme sig under ”tavshedspligt” og kan dermed beholde deres magt og enerådighed.

Psykolog og mentalhygiejniker Eggert Petersen udbredte ihærdigt den teori, at almindelige dødelige ikke kunne klare sig uden psykologhjælp, og han spåede at en væsentlig del af danskerne inden for nogle få årtier ville være psykolog-afhængige.

Han oprettede og ledede Mentalhygiejnens Forskningsinstitut, der på baggrund af undersøgelser skulde påvirke politikernes lovforslag. Hans forskning blev angrebet som fup og uvidenskabelig, og Skoleinspektøren og borgmesteren i Hinnerup, Vilhelm Lytken, som stod anderledes solidt plantet i den jyske jord, skrev sammen med John Carlsen teatersatiren ”Trivslernes hærgen i de nordlige provinser”. Et herligt stykke, som gjorde tykt grin med mentalhygijnikerne og borgerskabets liggen på maven for dem. Da hans ”forskningsinstitut” kuldsejlede ved afsløringer af Landsforeningen for Mentalhygiejnes virke (se statsrevisoratets rapport) oprettede man et professorat til ham i Århus, og til sidst endte han – som andre brugte ”politikere” – i EU.

I den opløsningstid, som landet gerådede i i 60´erne, hvor alle gamle normer og traditioner skulle ud, fik de mentalhygiejniske psykologer overtaget med en ideologi, som var baseret på psykiater Brock Chisholms perverse idéer: man måtte af med alt det gamle, forældrenes fejlagtige adfærdsmønstre og opdrage børnene på en ny måde. Man måtte nedbryde kernefamilien, slå en brêche mellem forældregenerationen og børnene og skabe en hel ny verden og ”et nyt menneskesind”.

Socialsektoren forsvor sig til denne ideologi, og de psykologer, der endnu har benene på vor gamle jord og fornuften i behold, synes at være undtagelser.

At mennesker, der har haft de mest grusomme oplevelser, har brug for at tale med nogen og få psykologisk hjælp er én ting, men befolkningen som sådan skal ikke gøres til slapvanse, som ikke kan tænke selv!

Og de skal heller ikke udsættes for en psykisk påvirkning, som kan skade dem, hvad enten det gælder socialsektorens enerådige og ofte brutale behandling af borgerne eller psykologiske firmakurser hvor kursusdeltagerne udsættes for så voldsomme psykiske pres – rimeligvis efter Tavistock-metoderne – at de bryder sammen.